Muhhligvis lige…

Indlæg i bladet Foodculture, uge 10

Man skal da være et skarn, hvis man ikke misundte alle da landmænd, der hverdag tilbringer timer i selskab med alle de mange kvinder dansk landbrug har. Dansk landbrug vrimler med kvinder. Hver dag kagles, kælves og kværnes der. Den ene stald efter den anden. Piger på stribe. Nogle af verdens præmiemalkekøer, verdens mest farende søer og høns der lægger æg på stribe.

Enhver børnehavepædagog må da blive grøn af misundelse over alle de kyllinger, der skal nurses og smågrise, der skal passes. Mændenes rolle er i landbrugets verden reduceret til sæd på pose, vejrhaner på tagets top og 25 præmietyre, der leverer gener til hele bestanden. Ingen Viagra her. De små tyrekalve går ofte et barsk og kort liv i møde, når det konstateres, at deres malke-kromosom mangler og vejen til slagtehuset er kort.

Muligvis er det alle disse mange kvindelige vibrationer og hormoner, som gør, at danske landmænd bare må have ét sted, hvor de er fri for kvinder. Derfor kan man da heller ikke fortænke, at alle landbrugets organisationer og top befolkes af rene X kromosomer. Staldbygningerne må da rumme nok ligestilling for hele organisationen.

I sidste uge holdt den amerikanske professor og økonom Richard Florida et foredrag i Danmark. I hans optik vil de manglende kvinder på poster i dansk landbrug være udtryk for tabt talent. I økonomisk vækstteori handler ligestilling ikke om millimeter demokrati, men om at udnytte alle talenter og ressourcer. Udnyt dog potentialet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *