Af Ellen Trane Nørby, MF (V) og Næstformand i Europabevægelsen og Erik Boel, Formand for Europabevægelsen. Bragt i Kristelig Dagblad d. 20.02.2008
Der tænkes intenst i statsministeriet i disse uger og måneder over opgøret med de danske EU-forbehold. I regeringens handlingsprogram fra november sidste år – bekræftet i statsministerens nytårstale – er det annonceret, at befolkningen nu får mulighed for at tage stilling til EU-forbeholdene. Men hvornår det vil ske og hvilke forbehold, der skal stemmes om, det står fortsat åbent.
Forsvarsforbeholdet bør oplagt stå på stemmesedlen. I modsætning til euro’en har der ikke været stemt om forbeholdet i de 15 år, det har været i kraft. Med andre ord har befolkningen ikke haft lejlighed til at tage stilling til den generelle marginalisering af Danmark i EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, som forbeholdet har ført til. Således har vi fra dansk side ikke deltaget i EU’s fire militære operationer i Makedonien og Congo i 2003, i Bosnien i 2004 og i Tchad i år. I Bosnien og Makedonien måtte vi endog lide den tort, at vi måtte trække vore tropper hjem ene og alene fordi, aktionerne overgik fra NATO- til EU-regi. De opgaver tropperne skulle løse var praktisk taget identiske. Tilsvarende har Danmark ikke kunnet deltage i oprettelsen af fx et EU-satellitcenter i 2001 eller det europæiske forsvarsagentur i 2004. En række meningsmålinger viser samstemmende, at et klart flertal i befolkningen ønsker, at Danmark får mulighed for fuldt og helt at deltage i det udenrigs- og forsvarspolitiske samarbejde i EU.
Det er mindre kendt, at forbeholdet også svækker Danmark i NATO, OSCE og FN. En stærkere EU-forsvarsdimension med tætte forbindelser til disse organisationer, fører til en marginalisering af Danmark, fordi vi er nødt til at stå af på grund af forbeholdet. Selv i det højtbesungne nordiske samarbejde er vi blevet svækkede og kan ikke deltage i de nordiske kampgrupper, idet disse skal rapportere til EU.
Det svækker også dansk indflydelse, at de militære områder i EU i stigende grad sammenvæves med de civile. I virkelighedens verden giver det god mening, men det risikerer at sætte Danmark uden for døren, fordi vi har taget et forbehold på forsvaret. Vi deltager heller ikke i drøftelserne på det militære område i EU, og vi har i det hele taget svært ved at få danskere placeret centralt ikke bare i EU-systemet, men også i NATO som følge af forbeholdet.
Hertil kommer en aktuel faktor: Det er positivt, at den franske præsident Nicolas Sarkozy har lagt op til, at Frankrig fuldt ud genindtræder i NATO-samarbejdet. Men prisen bliver, at amerikanerne anerkender en autonom europæisk militær kapacitet. Det vil sætte udviklingen af det militære samarbejde i EU op i et højere gear med yderligere dansk marginalisering som konsekvens. Derfor bør befolkningen snarest have mulighed for at tage stilling til en afvikling forsvarsforbeholdet.
