Forårsdag i Asfaltshelvede

Forårsdag i Helvede hedder Jørgen Leths legendariske film om de stædige cykelrytteres kamp mod de toppede brosten. Der bliver bare ved med at være sten på vejen mod målet. Nogenlunde samme følelse havde jeg den dag regeringen fremlagde sit nye forslag til finanslovsforslag. En forårsdag i asfalthelvede, hvor der ikke er andet end sten på vejen. Vel og mærke sten på motorvejen.

Nuvel foden skulle løftes lidt fra speederen så supertanker Danmark ikke røg og sporet, men at det også skulle betyde massive forsinkelser af allerede aftalte og længe ventede infrastrukturinvesteringer må jeg betegne som et forsøg på at skifte til bakgear med 80km/t. Det er dumt og i værste fald direkte skadeligt.

Erling Duus efterlyser i JV den 16/2 min holdning til Motorvejsforsinkelsen. Den er meget klar. Forsinkelsen er uacceptabel, og det er et forslag som transportministeren selv må stå til ansvar for. Kliplev-Sønderborg Projekter er ikke fordyret, hvilket er begrundelsen for de øvrige forsinkelser. Næ figenbladet er en teknisk udenomssnak om skatteberegninger af OPP-delen. Det synes jeg ikke er en værdig begrundelse for at forsinke et meget ventet og nødvendigt vejprojekt, der for længst er aftalt og hvor mange er afhængige af projektet og har planlagt efter en ibrugtagen i 2012.

Veje til Velfærd hedder det trafikpolitiske program som Venstres Folketingsgruppe vedtog sidste sommer. Det er et oplæg, der understreger, at en veludbygget infrastruktur er forudsætningen for velfærden i Danmark, fordi erhvervslivet er afhængige af en god infrastruktur for at få deres varer frem og tilbage. Veje til velfærd fordi en veludbygget infrastruktur er forudsætningen for at vi kan komme til og fra arbejde, nå frem til møder og hente og bringe børn i børnehave og skoler. Men mest af alt veje til velfærd fordi en veludbygget infrastruktur er forudsætningen for at vores land ikke knækker midt over.

Den vision er jeg enig i og jeg synes, at Venstres Folketingsgruppe fremlagde et visionært oplæg sidste sommer. Det er vejen frem og sten på den vej bør vi stå sammen om at fjerne, herunder den sten der nu er placeret på Kliplev-Sønderborg motorvejen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *