Men sådan kan man jo se så forskelligt på tingene!

Den kommende uge bliver markant anderledes, da jeg sidder i et fly mellem Houston og Managua, Nicaragua, mens dette skrives. Snart et døgn efter afgang fra København, er min socialdemokratiske kollega Mogens Jensen og jeg ved at nærme os målet for den Nordiske FN delegationstur, med 2 repræsentanter fra hvert af de nordiske parlamenter. 

I Nicaragua skal vi de næste 5 dage besøge FN projekter, nordiske bistandsprojekter og mødes med politiske repræsentanter, herunder præsident Ortega og udenrigsminister Santos.

Nicaragua er et Mellemamerikansk land, der kæmper med en væsentlig fattigdom og som Danmark hvert år støtter med bistandsmidler.

Formålet med rejsen er at monitorere projekter og se om god regeringsførelse og korruptionsbekæmpelse betyder, at bidragene også kommer de fattigste til gavn eller om vi som land kan bruge vores ressourcer bedre. Jeg er ikke i tvivl om at der er folk, der ikke ser formålet med at danske folketingsmedlemmer også bruger tid på den slags arbejde, men jeg synes det er væsentligt, at Danmark spiller en aktiv rolle i verden.

Det er med kasketten som medlem af udenrigsudvalget, at jeg er af sted. Og jeg nærer ingen håb om at antallet af løbende arbejdsopgaver og mails er færre end normalt fordi jeg befinder mig på den anden side af jorden. Bunkerne vokser med sikkerhed også hjemme på kontoret. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at det er vigtigt at vi som Folketingsmedlemmer ved, hvad vi taler om og ser tingene med selvsyn, hvad end det gælder skoler i Esbjerg, energiprojekter i Tønder eller bistandsprojekter rundt i verdenen.

En udelukkende teoretisk og ideologisk tilgang til arbejdet på borgen skaber ikke politiske resultater, der gør en forskel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *