Ugen der gik, var præget af sager om vanrøgt af beboerne på flere københavnske bosteder. Helt uacceptabel magtanvendelse og en bekymrende dårlig opfølgning og indsats fra Københavns Kommune. Socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) har i den grad sovet i timen og hans beklagelser var en ringe trøst for de mange medarbejdere, der for halve og hele år siden har gjort opmærksom på problemerne.
Man siger ofte, at man kan bedømme et samfund på hvordan det behandler dets svageste medborgere. Københavns Kommune, der nu på 3 uger har haft 3 sager om dårlig behandling af udviklingshæmmede, må i den sammenhæng få dumpekarakterer! Det er bare ikke godt nok og Mikkel Warmings forsikring om at nu skal alle skeletter ud af skabet, tyder på at det ikke er sidste gang jeg som socialordfører skal foreholde mig til københavnske sager om dårlig behandling af medborgere.
Socialdemokraternes Mette Frederiksen krævede – forventeligt – at ministeren greb ind og strammede reglerne. Selv om Mikkel Warming og Københavns Kommunes socialforvaltning har påtaget sig det fulde politiske ansvar.
Men Mette Frederiksens reaktion siger meget om socialdemokraternes manglende respekt, for at kommunalt selvstyre også betyder ansvar. Jeg ønsker ikke at samtlige kommuner i dette land skal have strammet reglerne og straffes fordi Københavns Kommune har massivt rod i deres indsats.