Mens julefreden er ved at sænke sig over landet, Afrikarejser og orlovsplaner pakkes væk, så stilner debatten af, og det bliver tid til at se frem, tilbage og indad.
Tilbage på det første år i region Syddanmark, hvor flytterod og sygehusene fremtidige murstensudformninger har præget dagsordenen.
Frem fordi Region Syddanmark ikke skal være et administrativt imperium, men et dynamisk vækstområde, hvor borgerne føler sig hjemme, virksomhederne får den bedste betjening og sygehusene og sundhedsvæsenet kendt som det sted man søger hen, hvis man vi have den bedste og mest tip top moderne behandling. Det stiller krav til nytænkning, visioner og til at politikerne sætter rammerne og ikke blander sig i detaljer og petitesser.
Indad fordi afslutningen af året er der, hvor vi hver især kan og bør gøre status over vores resultater, mål og tilværelse.
Juleræset med gaver og konfekt stresser til tider mere end det gavner. Lad os bruge det nye års komme, til at mine os selv om at leve i nuet, ikke hige efter den næste weekend, eller stresse over de 20 minutter man konsekvent kommer for sent. Nej, leve i nuet fordi det nu engang er alt det man ikke når, som stresser. Derfor ingen nytårsforsætter, der brydes 1. januar, når tømmermændene skriger om kap med ungerne.
Dan Turell lovpriste hverdagen. Mit nytårsforsæt vil være at gøre det samme. Det er ved at leve i nuet, at vi falder til ro, og det er i hverdagen vi kan gøre en forskel for os selv og andre.
Klumme til Region Syddanmarks personaleblad