Weekend-kylling…

Så var der igen dømt weekend kylling. Endnu engang måtte Michael Rasmussen en tur i vridemaskinen og nok engang blev der fremsat nye teorier og beskyldninger mod kyllingen uden der dog så meget som en gang blev bekræftet, dokumenteret eller redegjort for sagligheden.

Jeg vil hverken vurdere om kyllingen var dopet eller ej under årets Tour, men jeg må fastholde, at man i vores samfund ikke er skyldig før man er dømt og indtil videre mangler der i høj grad beviser og en ordentlig gennengang af anklagerne mod Michael Rasmussen. Om han var dopet. Tjo, det var han måske, måske ikke. om han var den eneste. Næppe.

Men hvad end han var eller ikke var, så er det på tide, at denne cykelfarce når i mål. INGEN – hverken ryttere eller begejstrede cykelfans og inkarnerede tour entusiaster, der hver sommer har hvid hud og firkantede øjne kan være tjent med, at den ene ‘helt’ efter den anden hives af cykel og hold midt i adrenalinpressede etaper.

Så enten må kyllingen steges eller renses. Et sted hvor der tilgengæld findes massevis af doping er i de danske motionscentre. Her er det som om doping er blevet noget man spiser, når man er sulten for sjov, og vi taler altså ikke weekendslik. Motionsdoping er et voksende problem og der er behov for at bruge langt flere ressourcer på oplysning og bekæmpelse.

Mere end 10.000 danskere anslås at tage doping. Her taler vi ikke om rafinerede metoder og intens kontrol som i eliteidrætten, men om systematisk og dybt skadeligt misbrug. Det skal der sættes en stopper for, og det kan kun gå for langsomt.

Blog bragt i Urban den 2. oktober 2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *