Indlæg til Modus – Dansk Musikpædagogisk Forenings medlemsblad.
Der kan skrives mange artikler om værdien af musikskolerne og om behovet for en ubrudt musikalsk fødekæde. Alt på formel og hvor går det godt i musikkens Danmark. Jeg skal indrømme, at jeg har skrevet dem adskillige gange og nu var gået i gang med lovprisningen endnu en gang. Men det var ligesom om der kom andre ting i vejen. Inspirationen manglede. Antallet af overspringshandlinger var massive. Deadline blev overskredet. Ordene ville bare ikke ned på papiret.
Jo vel, der skal gode politiske beslutninger og handlingsplaner til. Der skal lovpligtigt være en musikskole i hver kommune, MGKerne skal styrkes, loven om de rytmiske spillesteder skal fintunes, festivalerne have klarhed over momsreglerne, kommunerne har et ansvar for at sikre, at der er øvelokaler. Men i bund og grund så er det jo bare en remse, for det handler jo om inspiration og begejstring.
Det handler om at vi kan lave nok så mange talentpuljer, der skal sikre, at der spilles obo og fagot og indkøbes instrumenter til de små genrer, men det rykker ikke en døjt, hvis der ikke er forbilleder, ildsjæle og personer, der fortæller historier og levendegør oboen som et sejt instrument, ikke den fortidsøgle den umiddelbart ligner.
Det handler om begejstringen og den kæmpe aha oplevelse man har, når man går fra en fantastisk koncert, som endnu engang har løftet det mentale loft og sat en i en trance som kun sex gør bedre.
Det handler om den indsigt og inspiration, som man kan få ved at lytte til et stykke musik, der bare rører en dybt eller den elektriske beruselse man føler, når man bare er nødt til at skråle højt med på Sokos I’ll kill her eller nynne med på Lars HUGs lille natsværmer.
Det handler om søndag formiddag i mudderpølen foran bøgescenen på Skanderborg festivalen sidste år. De håndlunkne slotspilsner er et fantastisk akkompagnement til Magtens Korridorer, der råber om friværdi og nye frisurer. Publikum er en meget blandet skare af unge med sort tøj og nitter, der står og drømmer om selv en dag at stå på scenen og skrige lorte parforhold, os i semigruppen, der gik til ridning, da Annegrethe var en hesteluder og bare generelt synes at musik er det fedeste fordi det tilføjer en dimension, en inspiration, fornøjelse og oplevelse vi ikke kan få andre steder.
Uden de historier og oplevelser, der knytter sig til musikken er politiske initiativer ligegyldige. For uden Hausgaard og Allan Olsen som alfa hanner, Volbeat som forbillede, at blive rundtosset med Dizzy mizz Lizzy, fascineret af de mere krydrede sild som spice girls og andre baby girls eller ensom af Tina Dickow helt alene med sin guitar, ville der ikke være noget grundlag for musikpolitiske initiativer.
Der er ingen tvivl om at musikskolerne, musikefterskolerne, øvelokalerne og MGKerne alle er udklækningssteder for fremtidens musikstjerner. Jovist, der er også stadig garage bands og andre, der anarkistisk kæmper deres vej frem mod alverdens scener og som bare har et talent der må frem, men det gamle ordsprog om at øvelse gør mester gælder også på den kunstneriske scene, hvor meget medfødt talent man så end måtte besidde. Der er intet junk-food over den musikalske fødekæde, det er rugbrødsarbejde med flødeskum.
Derfor skal rammerne for den kunstneriske udfoldelse være i orden. Hvor ville det da være skønt, hvis flere kommuner ville gøre som Esbjerg og Roskilde har gjort i ualmindlige tider, gennemtænke hele deres musikstrategi og sætte investeringerne i system. Med de nye storkommuner er der en unik chance for at styrke musikskoleundervisningen, måske gøre som Sønderborg at oprette et musikakademi eller som Høje Taastrup arbejder med at skabe bedre rammer for fritidsaktiviteterne generelt.
Musikken kan heller ikke stå alene. De kunstneriske udtryk smelter sammen og kunstbegrebet er i dag langt mere rummeligt og flerdimensionalt end nogensinde tidligere. Video, musik og billedkunst supplerer hinanden og derfor bør den politiske vision og ambition være at give musikskolerne vokseværk og skabe egentlige kulturskoler i alle landets kommuner. Nogle frygter, at det vil nedbryde de rammer, der er for musikken i dag, men den frygt deler jeg ikke. Der vil fortsat være rum for den enkelte kunstart, men samtidig mulighed for jazzballetten, musik til maleriet og billeder til musikken. Kunsten optræder i mange former og afskygninger, så lad dog udtrykkene inspirere hinanden.
Det samme på MGK’erne. Her bør tvillingesøstrene BGK – Billedkunstnerisk Grundkursus, DGK – Dramatisk Grundkursus og ballet og dansekurserne kobles på, så det tværkulturelle får bedre forudsætninger og administrationsomkostningerne minimeres.
Det er på musikfestivalerne, til koncerterne og på spillestederne, at folk begejstres i flok. Det er her de tunge kommercielt baserede musikere hiver det betalende publikum til, og det er her fremtidens talentpleje bør centreres omkring. Lidt inspiration fra idrættens verden. Ajax Amsterdam modellen har dannet skole i Holland for hvordan man talentudvikler. Her er klubberne lovmæssigt bundet til at bruge en del af deres omsætning på talentudviklingen. Ikke at modellen kan kopieres direkte, men jeg håber, at musikfagudvalget vil søge inspiration, når de skal udmønte mere liv i musikken initiativet og bruge nogle af deres ressourcer til at forpligte Tønder festivalen til at tage et særligt talentudviklingen på folkemusikken, Roskilde overfor rocktalenterne, Copenhagen Jazz overfor jazztalenterne, såvel som generelt styrke SPOT festivalen i Århus. For det er de store oplevelser, der får det til at krible i guitarfingrene og begejstret hiver udviklingen og interessen med.
