Af Jesper Petersen (folketingskandidat for SF), Morsøvej 33a, 1. tv. Vanløse og Ellen Trane Nørby (MF, Venstre), Kastanie Alle 46, 6400 Sønderborg
I JydskeVestkysten d. 29. maj kunne man læse, hvordan politiske ungdomsorganisationer ikke kan få adgang med deres materiale og holdninger på et gymnasium i Aabenraa. Det er en tendens, som kan følges over det meste af landet, og som desværre bygger på en berøringsangst overfor politik og debat. Desværre må vi sige.
For mener mange ungdomsuddannelser virkelig, at de ikke behøver at præsentere eleverne for den del af demokratiet og samfundet, som indbefatter de politisk aktive? At politisk engagement og debat ikke hører med til den uddannelse gymnasiet giver? Politik bliver nu en gang mere håndgribeligt og levende, hvis man står ansigt til ansigt med den og med andre unge, der aktivt har valgt at engageres sig politisk, frem for at politik noget man er tilskuer til på DR2, i samfundsfagstimerne eller læser om i avisen. Hvis det er det eneste indtryk man får af politik, kan lysten til at engagere sig godt blive minimal.
Vi synes, det er kedeligt, at politiske partier og politikere skal sidestilles med sælgere, sekter og religiøse foreninger. Og at der ofte er mere plads til Bacardi-reklamer end politik på udannelsesstederne. Eleverne skal ikke isoleres fra demokratiet, men skolen gøres til et sted, hvor meninger må brydes i bedste demokratisk ånd. Giv plads til det politiske engagement, invitér politikere ud, lad eleverne tage stilling – måske de finder ud at ungdomspolitikere har et liv ligesom alle andre, og at det at være politisk engageret i vores samfund reelt er grundlaget for et velfungerende demokrati.