10-16 kultur – nej tak!

Af: Ellen Trane Nørby, MF, Kultur og medieordfører for Venstre

Rebild kommune har ligesom landets øvrige kommuner fået langt mere power og indflydelse på kulturområdet med kommunalreformen end tidligere. Det er en unik mulighed for at tænke nyt og anderledes. Udbyt det.

For Venstre er kulturpolitikken og oplysningspolitik en grundsten i et liberalt safund. Selvstændige, kreative og veloplyste individer er forudsætningen for et moderne og fremadskuende demokrati. Kulturen er en del af det kit, som binder samfundet sammen. Den stimulerer os og påvirker vores kringlede hjerner og måde at tænke på. Det er i vores idræts- og kulturforeninger at man stifter nye bekendtskaber og det er i vores foreninger, at vi mødes på tværs af sociale skel for at samles om det som nu engang interesserer os.

Kender I ikke det, når man går fra en fantastisk koncert med et stort smil om munden og tænker wauw. Når man helt fortaber sig i et fiktivt univers i en bog, når man i bedste piet van deurske forstand betragter et sværd på et museum og tænker, gad vide hvilke blodige historier det kunne fortælle. Eller når man tænksomt går fra et teaterstykke, eller hårene i nakken rejser sig når helten kaster sig ind i den fede danske film. Netop fordi kultur-, fritids- og foreningslivet er de steder vi mødes er det vigtigt, at kommunerne hver dyrker deres særlige træk og bygger på det lokale engagement.

Meget af kulturen er også vores fælles historiske gods og det som vi ved nysgerrigt at gå på opdagelse i også kan stifte bekendtskab med vores rødder og historie. Traditioner er vigtige, men traditioner og ”sådan har vi altid gjort” har i alt for mange år domineret kulturpolitikken i Danmark. Mange traditioner er blevet en sovepude og mange strukturer er groet fast. Man skal ikke ændre for ændringens skyld, men man skal heller ikke bevare for traditionens skyld, hvis traditionen ikke længere giver mening.

I Venstre ønsker vi et opgør med 10-16 mentaliteten. Kulturtilbudene skal være tilgængelige, når vi har fri. Museerne bør tænke i aftenåbent og bibliotekerne kunne nemt bruges langt mere som kulturelle oaser, hvis de blev samtænkt fysisk med andre faciliteter som cafeer, kroen, svømmehallen. Brug også chancen til at gøre op med opfattelsen af, at der partout skal være en bibliotekar tilstede. Brugergrupper omkring hvert bibliotek kunne sagtes sikre en længere åbningstid til gavn for alle i området.

Kulturpolitik skal ikke forstås som noget i en kasse for sig selv, men ses som en del af et helt, sammenhængende samfund. Mange af os kan vælge og vrage mellem højtbetalte og udfordrende jobs over hele landet, nogle over hele verden. Aldrig har mobiliteten været så stor. Det stiller nye krav til kommunerne, hvis de vil tiltrække virksomheder og indbyggere. Pasningsgaranti er ikke længere et konkurrenceparameter, men det er kultur og fritidspolitiken. Kulturpolitik er de senere år ikke bare blevet bosætningspolitik og erhvervspolitik, det er også blevet livsnødvendig inspiration, sjov og ballade og alt det vi gerne vil udfordres med i vores fritid. Meget få ønsker at bo i en kulturel udørk og derfor er en aktiv kulturpolitik ikke en udgift men en investering. Det er Venstres udgangspunkt i kulturpolitikken og det er den bold vi håber de nye storkommuner vi gribe og spille aktivt med på, for det kan klart betale sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.