Plastikposehelvede

Potentiel terrorist. Der står jeg så med min mascara, lipgloss og astmaspary i en plastikpose. Det samme gør rækkevis af andre ventende passagerer. Suk. Hvilken lykke at bo i Jylland og flere gange om ugen tage flyet frem og tilbage, tage bærbar ud, tømme min toiletpung i en handy plastikpose med selvluk, tage jakke, bælte hvad ved jeg af og lægge det i en af de mange bakker på samlebåndet. Alt sammen fordi jeg og mine medpassagerer er potentielt farlige og fordi man jo ikke ved, hvornår det næste masseødelæggelsesvåben kommer i libstick format.

Når man siger terrorsikring så er det som om en særlig dør åbner sig i den politiske beslutningsproces. For hvem vil ikke bekæmpe terror og undgå at uskyldige bliver ofre for fanatiske terroristers handlinger. Alle er imod terror. Men er modstanden det samme som en blind opbakning til alle mulige og umulige initiativer? Sådan virker det i USA og Europa i disse år. Efter 11 september og senest efter optrevlingen af den gruppe, der planlagde et angreb mod London Heatrow er sikkerhedsforanstaltningerne blevet strammet. Noget helt sikkert med god grund, men når vi netop taler plastikposerne, så virker det mere som beskæftigelsesterapi for lufthavnsansatte og en chikane for den frie bevægelighed.

Plastikposehelvede har irriteret mig fra da ét. Og det her indlæg har jeg villet skrive siden september hvor jeg første gang fik denne nye handy assercori af en toiletpung i plastik. Da jeg senest hørte, at det EU dokument, hvor plastikposerne er omtalt er så hemmelighedsstemplet, at selv MEPerne ikke har måttet se det, så bliver jeg ærligtalt meget bekymret for baggrunden for indførelsen af plastikposehelvede, for er det nu også en reel terrorsikring eller er det i bund og grund bare en måde hvorpå sikkerhedsfirmaerne kan tjene flere penge på vores alles ønske om at leve i en tryg og terrorfri verden.