På spejderære!

Jeg har en bekendelse: Jeg har været spejder. Ikke sådan en sort en som Anders og Anders, som kaster med ord og prutter i studiet. Nej, jeg har været rigtig spejder. Sådan en grøn en af slagsen med dolk og det hele. Og ved i hvad. Det var en fed tid med tømmerflådeture, flødeskumskamp, gode grin om bålet, girlpower og værdifulde oplevelser sammen med andre seje piger.

De sorte spejdere er kult. Siger man derimod de grønne pigespejdere, så er assocciationerne helt anderledes for de flestes vedkommende. Og det er ærgeligt, for mange af os der har været spejdere forbinder spejdertiden med gode oplevelser.

I morgen den 22. er det spejdernes 100 års jubilæum, og det er jeg blevet spurgt, om jeg vil være med til at markere. Jeg har svaret ja, fordi det er en vigtig social organisation, som gennem aktiviteter skaber sammenhold mellem børn og unge, giver dem nogle gode oplevelser og selvtillid og erfaringer, der også kan bruges senere i livet. Jeg kan stadig grine med gode venner om fælles spejderoplevelser. Jeg ved, at også Connie Hedegaard har været grøn pigespejder, der må farven så være smittet af på såvel hendes miljøengagement og konservative partifarve.

Det at spejderne er omgæret af et dårligt image, har jeg tidligere oplevet ved at en journalist i en klumme i BT har svinet mig til for at være så plisé nederdelsagtig og kedelig, at det ville få de grønne pigespejdere til at fremstå som autonome. Uha en cadoux! Nu jeg jeg nok mere jeanstypen og jeg kender en del særdeles anarkistiske grønne spejdere. Men det siger vel også mere om journalistens snæversyn end om spejderne i virkeligheden.

De fleste kender de sorte spejdere, men hvor ville jeg ønske, at der var flere som kendte de rigtige grønne pigespejdere, for de er seje! Og det er sagt på spejderære!