PRESSEMEDDELELSE
Fredag den 26. januar 2007
I efteråret klynkede kommunerne over, at kommunalreformen ville betyde nedskæringer. Regeringen blev gjort til bussemand, og påstande om at nedskæringer ville gå ud over børn og ældre føg gennem luften.
Venstrefløjen i Kolding byråd gik også til vaflerne. Det kunne man læse den 13. september 2006 i JydskeVestkysten:
“- Aldrig i de 21 år, jeg har været med i byrådet, har jeg på samme måde følt mig som regeringens bøddel og skarpretter. Og det er træls, sagde for eksempel Lis Ravn Ebbesen (SF).
Henrik Larsen (R og medlem af KL’s bestyrelse) mente, at “det kommunale selvstyre er lagt i lænker af regeringen”, og Poul Erik Jensen (S) gav regeringen skylden for, at “vi er havnet i en økonomisk spændetrøje”. – Vækstkommuner som Kolding er kommet ud i svære problemer. Det er ikke fair, men vi har bare at gøre, hvad vi kan, for at løse opgaven, sagde han med henvisning til, at det er regeringen, der har lagt det loft over stigningen i driftsudgifterne, som nu fører millionbesparelser på ældre, børn og skoler med sig.”
– Alle må holde for, og alle vil synes, det gør ondt. Men det er klart, at vi ikke kan finde de 90 millioner kroner, vi skal spare for at overholde regeringens vækstramme, uden det har en effekt, sagde den socialdemokratiske borgmester Per Bødker Andersen til JydskeVestkysten den 1. september 2006.
Men midt i al klagesangen har Kolding ombygget en gammel skole til et moderne kultur- og borgerhus for over 60 millioner kroner. Kommunen finansierer her selv de 30 millioner kroner. Derudover har kommunen brugt ca. 100 millioner på et nyt bibliotek på byens bedste byggegrund. Samtidig har byrådet også bevilliget penge til, at bibliotekerne kan holde søndagsåbent, og man er involveret i et stort biografprojekt.
– Det er hult klynkeri når kommunerne den ene dag anklager regerinen for at tvinge kommunerne til at spare på børn, ældre og skoler, når man dagen efter vil være bykonge og klippe røde snore over og indvie projekter. Som kulturordfører synes jeg, det er godt, at kommunerne prioriterer kultur højt, men hvis man mener det kommunale selvstyre har værdi, og man gerne vil have kredit for det sjove, må man have mod nok til at forsvare de prioriteringer, man derfor har foretaget med nedskæringer på børn og ældre, siger medlem af Venstres folketingsgruppe Ellen Trane Nørby.
-Vi må lære at tage det sure med det søde. I byrådet har man ikke ventet længe på at give hinanden skulderklap hver gang, der er kommet endnu et fyrtårn på vores kulturelle liste. Dog har de samme været ligeså hurtige ved håndvasken, når følgerne af vores hidtige overforbrug skulle gøres op. Det har altid været let at gøre regeringen til syndebuk. Derfor er det vigtigt, at vi nu lever op til det ansvar at få kommunen på ret økonomisk kurs igen, siger medlem af Venstres byrådsgruppe i Kolding Mette Balsby.
Ellen Trane Nørby, MF (V) Telefon: 3337 4561 og Mette Balsby, Byrådsmedlem Kolding (V) Telefon: 2428 3052