Regeringen har lavet en kulturaftale med Kulturregion Vadehavet, som omfatter de fire vadehavskommuner Tønder, Esbjerg, Fanø og Varde. Det er en historisk aftale på flere måder, hvor Kulturministeriet overdrager en række statslige opgaver til regionen. Det sker for at give større frihed lokalt og øge det kulturpolitiske engagement og samarbejde lokalt. Det skal støtte en endnu mere sammenhængende kulturpolitisk indsats på tværs af kommunegrænser. Aftalen løber frem til udgangen af 2010, hvor der samlet overdrages 51 mio. kr.
Kulturinvesteringer
Kulturpolitik er ikke bare røde tal på et kommunalt budget, men investeringer i fremtiden. Vadehavsområdet er et fantastisk naturområde, men det kræver en strategisk kulturpolitik at fastholde og tiltrække fremtidens borgere. Kulturpolitikken er noget af det mest identitetsbærende for en region.
Kulturaftalen indeholder derfor ikke kun bevaring og formidling af vadehavsregionens kulturhistorie, men sigter også mod at styrke det rige kulturliv, der allerede findes. Det brede udbud af musik, teater og festivaler, der allerede findes, bliver styrket. Man vil satse på såvel bredden som de exceptionelle kulturfyrtårne, der findes i regionen.
Talentudvikling
Personligt ligger talentudviklingen mig særligt nær. Kulturskolen i Esbjerg gør allerede et fantastisk arbejde med sin billedkunstneriske grunduddannelse, musikskole og undervisning i ballet og drama. Vestervangsskolen i Esbjerg tilbyder samtidig særlige klasser for unge idrætstalenter. Med kulturaftalen bliver det muligt for hele kulturregionen, at dets unge kunstnere og idrætsudøvere for optimale betingelser. og derfor er det godt at talentudviklingen er skrevet ind i aftale, for det viser, at talenterne er forudsætningen for fremtidens højdespringere på alle kultur og idrætsområder.
Aftalen er også en balance mellem det bredde og fyrtårnen og dermed forankres samarbejdet i det lokale. Mange andre steder i vores del af landet sker der meget på den kulturområdet og det er glædeligt. Jeg håber, at mange flere kommuner vil benytte sig af muligheden for at indforpligtenekulturaftaler med Staten. For på den måde kan vi løfte i flok og med statslige midler understøtte det lokale initiativ og engagement.
To spørgsmål melder sig umiddelbart:
1) Hvad menes der med ”investeringer i fremtiden” og ”fremtidens borgere”.
Spørgsmålet er om mennesker, hvis bevidste strategi er at leve af skattekroner og som gladelig lever et helt liv uden nogensinde at bibringe deres eget subsistensgrundlag, kan betegnes som ”fremtidens borgere”. I gamle dage blev de kaldt almisselemmer, og det var måske også en mere dækkende betegnelse.
Kan det betegnes som en ”investering i fremtiden” at oprette ikke-bæredygtige gøglerskoler med det formål at tiltrække ovennævnte typer til regionen?
Giver ordet ”investering” overhovedet mening, hvis formålet ikke er at frembringe et overskud, men ene og alene udvise aktivitet?
2) Retfærdiggørelse af udligning
Du har ikke skrevet et ord til forsvar for at driftige københavnske lønarbejderes skattekroner skal spenderes på ødsle ”kulturprojekter” i Vestjylland. Udover tomme politiker mantraer som investering og regional identitet, har vi jo ikke hørt et eneste ord om hvordan man dybest set kan retfærdiggøre at nogle mennesker skal betale til at nogle hippier i Esbjerg kan gøre det, de synes er sjovest, selvom det ikke kan betale sig på markedsvilkår. Hvis en gøglerskole virkelig er en god investering, så kunne de vel sagtens finde private investorer?
Og så er der det med talenterne. Hvad mener du med talenter? Hvis den vestjyske ungdom virkelig er så kunstnerisk talentfuld, hvorfor kan den så ikke blive optaget på de anerkendte skoler i København eller udlandet?
Mvh. Helene Haabegaard