Jacob Holm taler på lederspalterne ”Bal i kirken” (16/1) imod mit forslag om, at kirkerummets brug bør reguleres af det enkelte menighedsråd alene, ikke i folketingssalen på Christiansborg. Holm gør sig skyldig i en særlig Frands Kafka logik. Jeg skal ikke blande mig i kirkens indre anliggende ved at forslå, at kirken skal have et større ansvar for kirkens indre anliggende. ”Ved at kræve alle restriktioner ophævet blander man sig jo også”, forsøger Holm sig.
Stadig restriktioner
Jeg må først sige, at det er misvisende at sige, at jeg ønsker alle restriktioner ophævet. Jeg ønsker bare ikke, det er Folketinget, der skal sætte restriktionerne. Restriktioner ganske givet nødvendige, men der kan være særlige behov og interesser i de enkelte menigheder, som Folketinget ikke kan have et udtømt indblik i. Jeg tror ikke på Sovjet-logikken, hvor vi i Folketinget skal sætte restriktionerne for folks religiøse følelser.
Folke-Kirke
Jacob Holm spørger mig, ”om kirkerne for alt i verden skal have genskabt den tiltrækningskraft [i det omgivende samfund]?” Jeg mener, det er Folkekirkens opgave at samle folk om det kristne budskab, men der er altså to opgaver i dette. Samle og forkynde. Det er både-og, ikke enten-eller. Det ligger simpelthen i at være en folke-kirke. Samle og forkynde.
Fasthold forkyndelse
”Hvis prisen er at droppe eller bare nedtone kirkens kristne forkyndelse, så kan man teologisk og kirkeligt sige, at prisen er alt for høj”, skriver Jacob Holm. Det er en falliterklæring, fordi argumentet tager udgangspunkt i, at Folkekirken er nødt til at droppe forkyndelsen. Det er stadig ikke enten-eller, men både-og. Jeg er langt mere optimistisk. Jeg tror på, at det kristne budskab stadig er relevant for alle danskere, men Folkekirken har også et behov for at vise, at der er plads til andre i Folkekirken end dogmatikeren Jacob Holm. Hvis Jacob Holm ikke mener, at Folkekirken har det behov, når han medgiver, at kirken har ondt i den folkelige forankring, så må han tage et opgør med sammenblanding af politik og religion i selve konstruktionen af Folkekirken.
Tænk visionært, Jacob Holm
Jeg mener ikke personligt, der går noget som helst af Folkekirken ved at skabe rammer, som måske er anderledes for Jacob Holm, men som netop kan skabe en bredere folkelig identifikation og relevans. Jacob Holms ortodokse rygmarvsreaktion er lige så forudsigelig, som den er kedelig. Det er netop her, roden til Folkekirkens vigende folkelighed skal findes.
