Venstre: Dansk film styrer mod succes

Dansk film skal op i gear. Derfor vil Venstre i den nye filmaftale øge talentudviklingen i dansk film, forpligte de danske tv-stationer yderligere i forhold til dansk film og samtidig løfte dokumentarfilmene. Det siger Venstres kulturordfører Ellen Trane Nørby.

– Når en Soap pludselig har ”star-quality” og bliver prisvinder i Berlin, når Idioterne på filmlærredet vinder priser i hobetal, og når Drømmen ikke længere blot er navnet på en film. Så har dansk film nået et succesniveau som for blot 10 år siden var science-fiction. Men vi skal endnu videre, siger Venstres kulturordfører Ellen Trane Nørby.

– Med forslaget styrker vi talentudviklingen, lægger mere ansvar ud til filmmiljøet og giver den regionale filmproduktion en håndsrækning. Vi tager også europæisk ansvar og gør Danmark til tovholder på den europæiske filmtænketank, som afholdt sit første møde i Danmark tidligere på året. Forslaget er en klar styrkelse af dansk film, mener Ellen Trane Nørby.

Forslaget lægger desuden op til et gevaldigt løft til dokumentarfilmene, hvor der blandt andet også udvikles en talentordning. Samtidig vil forslaget støtte udviklingen af computerspil til børn og unge samt gøre computerspilsuddannelsen permanent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.