Armslængdeprincippet er princippet om en arms længde mellem politikere og kulturen. Danmarks første kulturminister Julius Bomholt kaldte det “at støtte, men aldrig dirigere”. Princippet skal sikre en især partipolitisk uafhængighed af kulturlivet. Især nazismen i Tyskland og kommunismen i Sovjet spændte kulturlivet for en særlig politisk dagsorden. Det ville man for fremtiden undgå.
Den radikale kulturordfører Elsebeth Gerner Nielsen har som alle andre kulturpolitiske ordfører ytret støtte til dette princip. Elsebeth Gerner Nielsen er valgt i koldingkredsen, så da der dukkede en sag op, hvor Kolding kommune kom på kant med armslængdeprincippet, var hun meget klar i mælet. Til Jyllands-Posten d. 10. marts 2005 udtalte hun: “Det, der er sket i Kolding, er flovt og slemt. Det er begyndelsen til enden, når politikere vil styre kulturen. Hvad skete i 1930’erne? Hvad skete i de totalitære regimer i Øst? Ytringsfrihed og kulturel frihed er ikke bare givet. Der er blevet kæmpet for den, og der skal stadig kæmpes for den”.
Man har et standpunkt…
Bravo! Elsebeth Gerner Nielsen holdt godt et år. I Berlingske Tidende d. 17. oktober 2006 vil hun omstøde Københavns Teaters seneste chefansættelser. Hun støtter ubetinget armslængdeprincippet, indtil hun selv er uenig. Bravo! Jeg har også selv været uenig med dispositioner i det danske kulturliv, men skal armslængdeprincippet have værdi, må vi politisk respektere det. Kulturpolitisk sætter vi rammerne, men må respekterer kulturlivets frihed til at leve indenfor rammerne.
Er Elsebeth Gerner Nielsen virkelig så meget radikal, at hun kun har et standpunkt, til hun træffer et nyt?
