Vi oplever en invasion på danske uddannelsespladser. Op mod halvdelen af de studerende på studier som medicin, dyrlæge og arkitektur er udenlandske studerende, især svenske. Svenske studerende skal være velkomne, men problemet er jo ganske oplagt, at de tager hjem til Sverige igen, og vi oplever en mangel på højtuddannede arbejdskraft. Det er selvfølgelig et grotesk problem, når vi i forvejen har mangel på fx læger, og den svenske regering har vidst i årevis, at de selv uddanner for få læger til at dække behovet i Sverige.
Løsning
Det er usmageligt, at den svenske regering i den grad spekulerer i det danske uddannelsessystem. Derfor tvivler jeg også på, at vi kan få en aftale med den svenske regering på samme måde, som vi har fået det med den norske.
Jeg mener, vi skal kigge på Østrig for en løsning. Østrig har ganske enkelt lavet en kvoteordning for udenlandske studerende, som sikrer, at langt hovedparten er studerende på deres uddannelsespladser er østriger. Østrig har haft det samme problem, blot med tyske studerende.
EU-Kommissionen har endnu ikke godkendt den østrigske model. I EU må vi ikke diskriminere blandt studerende fra EU. Det skal vi støtte varmt, da danske studerende også nyder godt af bl.a. engelske og tyske universiteter, men når en udenlandsk regering bevidst spekulerer i vores uddannelsessystem, er det ganske enkelt ikke bæredygtig.
Jeg mener, vi må følge det østrigske eksempel allerede næste sommer og sammen med Østrig lægge pres på EU-Kommissionen for at få modellen godkendt.