Kære Martin Lyngbo, Jeg sidder i flyveren på vej mod FNs generalforsamling i New York. Inden jeg nåede så langt var det mig pinedød nødvendigt at få købt en Politiken(18/9) fordi jeg vidste, at der ville være en kronik skrevet af dig som et indspark til hvordan vi kan sikre en bedre struktur på teaterområdet i Danmark. Jeg glædede mig til at kaste mig over avisen, for din pen er som oftest skarp, men også fordi jeg synes, at det du og andre har været med til bygge op på Mungo Park, er en perle på den danske teaterscene i disse år.
Det gik sådan set meget godt, jeg læste med fornøjelse den første side og dine paralleller til dansk film. Dine ærlige kommentarer til teaterbranchens selvforståelse. Ja, jeg blev sådan set helt i godt humør. Men så tog din negativitet mod regeringen over, og det i sådan en grad, at du totalt mistede fokus og perspektiv. Der dukkede den ene konspiration op efter den anden og til sidst tror jeg næsten at du i din fabuleren og fantasifeber har set en mand meget lig Brian Mikkelsen i udseende med sort hat og briller stå i blæsten ude foran dit vindue…
Jeg er som du meget optaget af, hvordan vi skaber bedre sammenhæng, mere opmærksomhed og mere flow på den danske teaterscene, så jeg vil genstarte, der hvor tankerne knækker for dig. Nemlig, at det er det politiske system som er skyld i, at der er sket så lidt.
Sidste efterår var der indkaldt til en teaterkonference for den samlede danske teaterverden. Personligt er jeg sjældent gået så desillusioneret hjem fra noget jeg havde gode forventninger til. Dagen var en farce. Hemmelige notater blev omdelt på teatralsk vis, dagsordenen skred og scenen blev kidnappet af en agenda, som ikke klædte nogen. Det startede ellers meget godt med et eksempel på hvordan talenterne kvæles fordi flow og udvikling er minimal i det danske teaterlandskab, men dagen endte med at der nærmest blev vrænget af bl.a. mit ønske om at flere danskere skulle få lyst til at gå i teateret og opleve dansk scenekunst. Nej det kunne man ikke for det ville forfladige dansk teater, hvis man havde fokus på publikum. Jeg må som jeg også gjorde den dag spørge, om dansk film er blevet dårligere af, at danskerne strømmer i biografen og elsker at ride med på succesen? Desuden kunne der ikke ændres ved noget som helst, for det ville være den ene eller andens brød og død. Hver en mursten skulle bevares, hver en ting bestå som i Holbergs univers.
Problemet er ikke uvilje fra politisk side til at omorganisere. Jeg synes at den nye struktur omkring Københavns Teater viser, at vi fra politisk hold hellere end gerne ser en udvikling. Eller forslaget til ny ordning på egnsteaterområdet,som sikrer mere udveksling mellem teatrene og samtidig opretter 3 konsulentstillinger med inspiration fra filmens verden, der skal hjælpe med udviklingen. Problemet er, at når det kommer til stykket, så kan I i teaterverdenen end ikke enes om, at en ny struktur med skelen til DFI såvel som det hollandske teaterinstitut ville være vejen frem.
Du kan brokkes dig nok så meget over regeringen og du kan såmænd også forsøge at bilde dig selv ind, at det er regeringen som er stopklods, men lige meget hvor meget du forsøger, så er og bliver det en drøm og selv Jeppe vågner til sidst op i sin egen seng.
Så kære Martin, selv om man er paranoid kan man godt blive forfulgt, men hvis du nu vender dig om og kigger rigtig godt efter, så tror jeg ikke du vil få øje på en eneste mand med mørke briller, hat og kunstigt overskæg. Det ville klæde dig, og det ville forhåbentlig også give os mulighed for at tage fat om roden og få en reel debat om hvordan vi ryster posen og sikrer en ny og bedre struktur på teaterområdet i Danmark, for min skyld gerne med forbillede i DFI, men det forudsætter, at du kan blive enig med dine kollegaer på teaterområdet!
