Sæt kunsten til salg

– Alt for meget kunst hober sig op i museernes støvede kældre. Alt for få kunstværker ser dagens lys, og museerne tvinges til stilstand. Hvis vi tillader salg, så giver vi museerne mulighed for at levere levende og opfindsomme samlinger og kunstelskere muligheden for at hænge ægte kunst på stuevæggen. Det siger Venstres kulturordfører Ellen Trane Nørby på den årlige internationale museumsdag.

– Vi ser kun toppen af isbjerget i dag. Kubikmeter efter kubikmeter af fejlkøb, ukendte kunstnere og dublika ligger i kælderen. Hvis vi åbner for salg, kunne samme kunst udgøre perlen i samlingen på andre museer og sikre bedre mulighed for specialisering af samlingerne. Eksempelvis kunne vi slå et slag for ligestillingen, så museer kunne satse på kvindekunst. I dag er kun seks procent af museernes værker gjort af kvinde(h)ånd.

Ellen Trane Nørby understreger, at det skal være helt frivilligt at sælge og har tre forbehold for det frie marked.

– For det første vil jeg sikre, at pengene går fra kunst til kunst. Det er ikke hensigten, at museerne blot skal have flere penge til drift. For det andet skal andre museer have førstekøbsret på kunsten for eksempel i to måneder, herefter kan private byde. For det tredje bør vi undtage Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet, så vi beholder en form for public service.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *