Socialdemokraterne beskylder regeringen for flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet.I efteråret 2005 forhandlede regeringen med Socialdemokraterne om reformen “Flere i arbejde”. Reformen drejer sig netop om at løsne de flaskehalsproblemer, som regeringen forudså i efteråret. Det er helt håbløst, at Socialdemokraterne beskylder regeringen for at svigte på uddannelsesområdet, når efteruddannelse netop var ét af de områder, regeringen ville styrke med “Flere i arbejde”.
Efteruddannelse stod dog langt fra alene. Regeringen ville bl.a. styrke jobrotationsordningen, retten til uddannelse i løntilskudsjob, en opkvalificering af ledige med forældede og mangelfulde kompetencer. Regeringen ville også præcisere kommunernes ansvar om tilbud om særlig opkvalificering.
Det ville uden tvivl have bragt mange mennesker i arbejde. Mennesker, som i dag er henvist til passiv forsørgelse.
Hvis Socialdemokraterne virkelig er optaget af flaskehalsproblemerne på arbejdsmarkedet, skal de blot sige til. Vi er klar til at forhandle.