Skattestoppet

Under overskriften ”Politiske mål” (10/12) lykkedes det KD’eren Hans Stengaard Jessen at blande KD ind i en diskussion, der ikke har noget med KD at gøre. Emnet var energiafgiften på biobrændsel, som Venstres gruppe i Energiudvalget meget gerne ser fjernet. HSJ mener, at jeg bevidst undgår KD. Det er ikke tilfælde, men KD havde intet med diskussionen at gøre.

Når jeg alligevel tager tråden op, er det, fordi HSJ får skattestoppet galt i halsen. HSJ mener, KD har fundet en løsning, der holder sig indenfor skattestoppet, nemlig at sætte afgiften på ”de tunge roaders på gule plader op”. Det er imponerende, hvordan HSJ kan misforstå et så enkelt begreb som skattestoppet.

Skattestoppet betyder stop for skatter og afgifter. Kritikerne kalder det et meget firkantet princip, men det er netop pointen. Virksomheder og almindelige borgere skal kunne planlægge deres fremtid, hvor de vel at mærke ved, at der ikke kommer nogen stigning i skatter og afgifter under denne regering. Alle borgere har taget skattestoppet til sig, så nu skal HSJ bare forstå det rigtigt.

Løsningen er derfor ikke en afgiftsstigning, men at skabe det økonomiske råderum, der kan tillade en afgiftsfjernelse. Det glæder mig naturligvis, at KD vil være med til at fjerne energiafgiften, men det kan kun blive indenfor skattestoppet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *