Børnekultur i hele landet

Danske børn vokser op i skoler, fritidsordninger og andre dagtilbud. Som samfund har vi et ansvar for, at en barndom og ungdom udfoldet i institutionsrammer får mulighed for at møde kunst og kultur, som engagerer, begejstrer, bevæger og udfordrer. Det er regeringens mål at styrke fagligheden og kundskaben i folkeskolen. Det gælder naturligvis også for de kunstneriske fag. Disse fag udvikler mennesker og færdigheder, som kan bruges både indenfor såvel som udenfor skolen.Børnekulturens Netværk er et samarbejde på sit tredje år under Kulturministeriet, men nu også med Undervisningsministeriet og Familieministeriet. I Venstre ser vi det Børnekulturens Netværk som en mulighed for at alle børn får mulighed for at stifte bekendtskab med alle kulturområder i alle dele af landet. Kultur skal ikke være forbeholdt de få i bestemte dele af landet.

Det er ikke meningen, at Børnekulturens Netværk skal være en konkurrence til eller på nogen måde tilsidesætte det store, frivillige arbejde, der findes over hele landet. Børnekulturens Netværk er et tilbud på et fagligt højt niveau. Det kan i sin natur kun indgå på de lokales præmisser, når, hvor og sådan som man ønsker det lokalt.

I Venstres kulturpolitiske oplæg “Det kulturelle potentiale – Kreativitet, vækst og udvikling” beskriver vi, hvordan vi i Venstre prioritere kulturudbud i hele landet. Vi beskriver også, at et attraktivt erhvervsklima ikke gør det alene; vi skal også have et attraktivt menneskeklima, fordi højtuddannede ikke vil flytte til en kulturel udørk.

Derfor har Venstre helt naturligt hele tiden bakket ideen om Børnekulturens Netværk. Det er prisværdigt, at pædagoger bl.a. tegner med børnene. Det skaber en direkte, autentisk oplevelse med børnene. Med Børnekultur Netværket bliver det muligt for den enkelte institution at få en professionel kunstner tilknyttet i kortere eller længere tid. Det skal hjælpe pædagoger og lærere med at øge det faglige niveau i undervisningen.

Kunsten med stort K, børnene og skolerne vinder alle, når vi samarbejder om børnekultur i hele landet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.