Det Kongelige Teater har i deres egne undersøgelser kunne konstatere, at andelen af indvandrere blandt publikum er et stort rundt nul. Som Venstres kulturordfører synes jeg, det er flot, at Det Kongelig Teater har vist modet til selv at tage den meget relevante problemstilling op, og selvom der ingen færdige løsninger er på problemet, er man gået målrettet til værks. Man vil nu oprette et ambassadørkorps af unge indvandrere, som skal markedsføre nationalscenen ved mund-til-mund metoden.Jeg har hørt forslag om, at man burde have flere “etniske indslag” op på scenen. Det må naturligvis være op til teatret, men Det Kongelig Teater må først og fremmest være for den danske kulturskat. Jeg tvivler desuden stærkt på, at det er problemstillingen. Jeg tror snarere, at Det Kongelig Teater forekommer aldeles irrelevant på mange indvandreres kulturforbrug, og at indvandrere simpelthen ikke føler sig “hjemme” på Det Kongelige Teater. Der opstår hurtigt en Rip, Rap, Rup effekt, og hvis publikum er det fine borgerskab fra Whiskey-bæltet, kan det være svært at se ude på Blågårdsplads, hvad det har med mig at gøre. Jeg tror, det langt hen ad vejen er helt banale problemstillinger om etikette – hvordan opfører man sig på det Kongelige?
Derfor ser jeg også DKT’s initiativ med stor interesse. Mund-til-mund metoden drejer sig nemlig ikke om billig reklame, men hvis man som ung indvandrer oplever, at andre unge indvandrer taler om nationalscenen, kan det muligvis også være noget for mig. Det er rigtig tænkt, og jeg ønsker projektet den størst mulige succes.
