Ingeniørforbundets formand Lars Bytoft Olsen (LBO) beskriver d. 22. november under overskriften ”Dygtige kinsere spiser os bagfra” sin oplevelse af konkurrencen fra Kina. Kineserne er ikke kun billige på arbejdskraft, kinesiske ingeniørstuderende læser rask væk 200 sider om dagen. LBO foreslår derfor, at vi udvælger vores spidskompetencer og satser på dem, fordi vi ikke kan være verdensmestre på alle områder. Regeringens Højteknologifond er et udtryk for samme overvejelser. Det betyder ikke en udsultning af andre områder, men regeringen vil satse på udvalgte forskningsområder.
Jeg tror, problemstillingen beskrevet af LBO skal vendes endnu mere på hovedet. Vi kan ikke terpe 200 siders pensum dagligt bedre end to milliarder kinesere og indere. Når LBO foreslår bl.a. strategiske innovationsråd til strategisk at holde os foran, forekommer det mig mere som lappeløsninger end langsigtede, strategiske løsninger.
Vi er nødt til at gøre Kina og Indien til en del af vores fødekæde. Vi forstår alle, at vi ikke kan konkurrere med Kina og Indien på løn og arbejdsforhold. Det er et kapløb mod bunden, hvor vi kun bliver fattigere. På samme måde kan vi ikke konkurrere med Kina og Indien på at terpe fagkundskab. Selvfølgelig skal fagligheden i Danmark være i orden, men som konkurrenceparameter skal vi se andre veje.
Tekstilindustrien kunne være en analogi. Alle forstår, at det er en dødssejler for Danmark at direkte konkurrere med Kina og Indien på tekstilproduktion. Vi kan til gengæld konkurrere på design og videreforædle eksisterende produkter – at gøre Kina og Indien til en del af vores fødekæde. Det samme gælder vidensproduktion. Vi er nødt til at gøre Kina og Indien til en del af vores fødekæde.
Så mens LBO taler om et strategisk horisontalt konkurrenceforhold, mener jeg, vi skal efterstræbe et vertikalt konkurrenceforhold.
