Regionsvalget er vel overstået og det er nu tid til at sikre, at det nye vækstforum og sygehussamarbejdet i regionen kommer til at fungere. I spidsen står Carl Holst, som opnåede et meget flot personligt stemmetal, og som jeg er sikker på vil være klar til at løfte udfordringen. Men skal vi skabe vækst, så skal vi alle kæmpe i samme retning.
Dagbladet Børsen præsenterede hovedstadsregionen som den mest vækstrige region, men Syddanmark er dog godt med. Hovedstaden har 324 vækstvirksomheder i 2005, en BNP-vækst på 2,7 %, en ledighed på 5,0 % og et folketal på 1,0 mio. mennesker. I Syddanmark har vi 274 vækstvirksomheder, BNP-vækst på 2,1 %, ledighed på 5,2 % og et folketal på 1,3 mio. mennesker. Det bringer Syddanmark ind på en flot andenplads i landet, hvor Nordjylland bunder med 126 vækstvirksomheder, BNP-vækst på 1,7 %, 6,7 % ledighed og folketal på 0,5 mio. mennesker.
Der er ingen grund til at misunde hovedstaden, som naturligt koncentrerer meget erhvervsliv og universitetsmiljø. Vi skal i stedet glæde os over at overgå bl.a. Midtjylland med landets andenstørste by og universitetsmiljø. Men tallene forpligter. Vi skal sikre, at vi i regionen skaber optimale rammer for vores vækstvirksomheder, det gælder skatteforhold, opbakning til klyngesamarbejder, forskning og attraktive miljøer. Generelt handler det om at skabe et spændende område, som er attraktivt at bosætte sig i og dermed den bedste ramme for at kunne tiltrække den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft, som vi har brug for.
Udfordringen for Syddanmark bliver også at sikre et højt vidensniveau og især at udbygge Syddansk Universitet i Odense, Esbjerg, Kolding og Sønderborg. Decentraliseringen af vidensinstitutionerne er vigtig for at sikre et højt uddannelsesniveau over hele linjen med successen er også betinget af, at man tør specialisere sig og skabe stærke profiler på hvert enkelt af universiteterne. Det er helt åbenlyst, at man ikke kan det hele alle fire steder og derfor bør fagene og mulighederne på hver enkelt af universiteterne afspejle de kompetencer, som findes i nærheden. Udviklingen er godt på vej, men ambitionerne skal være højere.
Vi skal også udnytte trekantsområdets vækstcenter og koble hele regionen sammen med en tæt infrastruktur. Esbjerg og Odense er i sig selv vækstdynamoer, men skal vi sikre, at hele region Syd udvikles skal vi skabe endnu et trekantsområde omrking Grænsen med Aabenraa, Flensborg og Sønderborg. Kun ved at stå sammen kan vi sikre vækst og udvikling. Kæmper vi indbyrdes, så taber vi pusten og kampløbet til de andre regioner i landet.
Syddanmark ligger flot i svinget. Det er en position, som hverken kommer eller fastholdes af ingenting. Vi skal fortsat forbedre vores position, så Syddanmark forstærker sin position og bliver bedre til at fastholde, udbygge og tiltrække højtuddannede til regionen. Vi skal over hele Syddanmark trække på samme hammel for at sikre vækst og udvikling i regionen.