Oplevelser sælger

En million brugere har i 2005 skiftet den grå PC’er ud med Apples Mac. Tager man kompatibilitetsproblemerne med bl.a. Microsofts beslutning om at udfase Office til Mac, er det en meget interessant udvikling. Det er ikke mange år siden, at selv samme Microsoft var nødt til at give selv samme Apple kunstigt åndedræt for at holde konkurrencemyndighederne for døren.

Det skyldes især hjemkomsten af den fortabte søn Steve Jobs, at Apple har vendt skuden. Steve Jobs har med både IPod’en og Pixar Animation Studios vist, at han tør tænke stort og i oplevelser. IPod’en går med sine 30 millioner solgte eksemplarer sin sejrsgang på verdensscenen. Det er tankevækkende, at IPod’en ikke teknologisk er overlegen, men alligevel er det lykkedes Apple at sætte kvalitetsfabrikanter som Sony og Creative Labs til vægs, fordi IPod’en ikke bare er en håndholdt mp3-afspiller, men en hel oplevelse i sig selv. Når BMW begynder at tilpasse sine biler til IPod’en, ved man, at man har fat i den lange ende. Det særligt bemærkelsesværdige er, at IPod’en ikke bare har været en solid forretning i sig selv, den har også åbnet døren for, at computeren selvfølgelig skal være en Apple. Den tendens, at oplevelser både sælger i sig selv og åbner døren for mere traditionelle produkter, lader til at være tiltagende.

Efterhånden som forbrugernes behovspyramide tilpasses deres overflod af materielle goder, bliver det i højere grad oplevelser og den story, der ligger bag produktet, som fremhæves. Kvalitet bliver noget, der simpelthen bare skal være i orden, men efterhånden, som flere kan lave kvalitetsprodukter, rykkes konkurrenceparametrene over til oplevelser.

Vi skal i Danmark i stigende grad leve af kreativitet og innovation. Vi skal gøre lande som Kina og Indien til en del af vores fødekæde, hvor vi videreforædler eksisterende ideer og produkter. De kreative hoveder, vi skal leve af i fremtiden, skal derfor løbende stimuleres. Kreativitet er ikke noget, der kan terpes i skolen, men skal stimuleres i dagligdagen. Derfor er et rigt kulturudbud i dagligdagen ikke luksusgoder, men nødvendige investeringer i fremtiden. Kreative hoveder skal løbende stimuleres og inspireres for at frembringe morgendagens produkter og udvikling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *