Flyvende udvikling med afskaffelse af passagerafgiften

Så lykkedes det. Passagerafgiften afskaffes med finansloven for 2006-7. Det har været en lang og sej kamp, som jeg og andre har brugt mange kræfter på, men nu er vi i mål og indsatsen har været det værd. Jeg glæder mig til at følge en forhåbentlig flyvende udvikling af området.

De regionale lufthavne som Sønderborg og Billund lufthavne er vigtige livsnerver for vores region. Sønderborg Lufthavn har længe kæmpet en eksistenskamp, hvor passagerafgiften på 75 kr. er et mærkbart konkurrenceproblem med andre transportveje. I Billund kastede SAS sidste måned håndklædet i ringen og gav op. I Esbjerg har ruten været på standby i en årrække, men hvis man skal tro lufthavnschef i Esbjerg Lufthavn Peter Bay, så er der nu lys for enden af tunnelen og der er mulighed for at ruten til København kan genetableres.

I forbindelse med takstnedsættelsen på Storebæltsbroen fandt jeg sammen med bl.a. Sønderborgs borgmester A.P. Hansen og Cimber Air’s direktør Jørgen Nielsen det kun rimeligt, at der blev kigget på passagerafgiften. Afgiften er konkurrenceforvridende og dræbende for flybranchen. Det er dokumenteret i adskillige rapporter og undersøgelser, at en afskaffelse vil betyde et boom i beskæftigelsen hos flybranchen og en udbygning af infrastrukturen til gavn for Erhvervsliv og indbyggere her i regionen.Transport og arbejdskraftens mobilitet betyder meget for den økonomiske vækst i Danmark.

Vi er mange, som har brugt meget energi på at arbejde for at passagerafgiften blev afskaffet, og aftalen styrker troen på, at en ihærdig indsats og opbakning og pres fra lokale politikere, erhvervsfolk og branchen bærer frugt.

Man skulle egentlig tro, at Socialdemokraterne havde stået på nakken af hinanden for at bidrage til dette potentielle beskæftigelsesboom og udvikling af regionen, men nej. Socialdemokraterne er ikke med i finansloven. Socialdemokraternes finanslovsforslag viste, at partiet kun kender en vej på skatte- og afgiftsskruen, og det er opad. Socialdemokraten Frode Sørensen har som formand for Skatteudvalget afvist ideen om at nedsætte passagerafgiften. Socialdemokraternes skatteordfører Rene Skau Björnsson har overfor Ritzau understreget sin manglende forståelse, da han udtalte, at så længe markedet for flybilletter ikke fungerer optimalt, ser han ingen grund til at fjerne denne konkurrenceforvridende afgift. Det er ærgeligt, at Socialdemokraterne ikke ønsker at være med til at skabe udvikling og vækst i Danmark.

Heldigvis har vi fra regeringens side en anden opfattelse. Passagerafgiften skal væk, og det kommer den nu. Til gavn for os alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *