Flyvende udvikling – Afskaffelse af passagerafgiften

– Det har været en lang og sej kamp, som jeg har brugt mange kræfter på, men nu er vi i mål og indsatsen har været det værd, udtaler Ellen Trane Nørby, MF(V), som en reaktion på at flypassagerafgiften bliver afskaffet i forbindelse med dette år og næste års finanslov.

Ellen Trane Nørby har brugt meget energi på at arbejde for at passagerafgiften blev afskaffet og aftalen styrker troen på at en ihærdig indsats og opbakning og pres fra lokale politikere, erhvervsfolk og branchen bærer frugt.

Ellen Trane Nørby glæder sig over at den stærkt konkurrenceforvridende passagerafgift nu kommer væk.

– Afgiften har været en hæmsko for udviklingen af flytrafik i Danmark. Nu er der skabt grundlag for at infrastrukturen til landets tyndt befolkede områder kan blive udbygget og styrket.

Aftalen kommer til at betyde enormt meget for lufthavne som den i Sønderborg, Billund og hvem ved om der nu er basis for at Esbjergruten kan genoptages.

– Uden denne aftale ville indenrigstrafiken til Sønderborg og Billund være kommet endnu mere under pres. Nu sikrer vi, at den vigtige livsnerve som flyforbindelserne er fastholdes.

Passagerafgiften på 75 kr afskaffes over de kommende to år. Det sker med en halvering i 2006 og fuldstændigt bortfald i 2007.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *