Kan man demokratisk bekæmpe terrorisme?

9/11, 11/3 og 7/7. New York, Madrid og London. Begivenheder, som har påvirket danskerne mere og mere, efterhånden som de er kommet tættere og tættere på. Det er først efterhånden som krigens front kommer nærmere, at vi reagerer og forstår realiteternes alvor.

Krigen mod terrorisme stiller os som demokrati overfor vores mest grundlæggende dilemma. Hvordan bekæmper vi demokratiets trusler? Hvordan bekæmper vi demokratisk udemokratiske kræfter? Det vil være en fejl at lade som ingenting. Så vinder terrorismen. Det vil være en fejl at gøre som terroristerne. Så vinder terrorismen. Hvordan bekæmper et demokrati terrorisme? Det er et af de helt store spørgsmål, der er på dagsordenen, når det Europæiske Råd ekstraordinært samles i midten af august til et ekstraordinært EU-topmøde.

Kampen mod terror er en af de få, der har tændt solidaritetens lanterner i EU-samarbejdet. Den 11. september var vi alle New Yorkere, den 11. marts sank vi en klump sammen med spanierne, den 7. juli var vi tyste med englænderne, ja selv nogen følte sig som brødre og søstre, da bomberne sprang i Istanbul, Casablanca og senest i Zham El Sheik. Og solidaritet vil der sikkert også være denne gang på trods af krisestemningen omkring forfatningstraktaten, budgetsammenbruddet og det dårlige samarbejdsklima. For i kampen mod terroristerne kan ingen være neutrale.

Selv Frankrig, der i almindelighed holder sig hævet over andre, kan ikke vide sig sikker. USA er måske nok terroristernes hovedfjende, men Frankrig er med sit tørklædeforbud lillebroderen. Terrorens ansigt er hæsligt, når det dukker frem, men hvordan skal EU bekæmpe terror uden at det bliver falsk tryghed eller kanonkugler mod gråspurve?

Lektien fra IRA
Det kan være værd at kigge på den måske historiske våbennedlæggelse, som IRA har proklameret. IRA’s 35 år lange historie er ikke uden interesse i kampen mod terrorisme i almindelighed og Al-Queda i særdeleshed. IRA har alle elementer til en bæredygtig terrororganisation. Det startede med en sag. En kamp som underdogs – frihedskæmpere mod et imperialistisk, undertryggende styre. Med penge og husly, man modtog fra solidariske brødre og søstre på den anden side af Atlanten, men først og fremmest med en sort/hvid følelse af at tjene folket – også ifølge store dele af folket selv. IRA begyndte at dø, da myterne for alvor begyndte at forsvinde. Bono synger i dag mere for Afrika end ”Sunday Bloody Sunday”. Han har i øvrigt aldrig sunget ”Friday Bloody Friday”. [”Bloody Sunday” – 30. januar 1972 – blev 13 ubevæbnede mænd og drenge skudt og 14 såret af britiske soldater, efter en borgerrettighedsmarch i Derry. ”Bloody Friday” – 21. juli samme år – udløste IRA 22 bomber i og omkring Belfast: 9 blev dræbt og 130 alvorligt såret. Red.]

IRA begyndte ikke at dø, da jernladyen Margaret Thatcher satte hårdt mod hårdt for at knuse IRA. Tværtimod optrappede det forståelsen for IRA og derved: selve IRA. Derimod er IRA skrumpet i takt med at den økonomiske udvikling har sat gang i hjulene i Irland – om end der stadig findes fanatikere og utilpassede personer, der lever i og af myter og ikke tør kaste sig ud i et nyt og andet livsprojekt.

EU mangler fokus
Behovet for at samarbejde i terrorbekæmpelse i Den Europæiske Union er åbenlyst. Unionen har da heller ikke ligget på den lade side. I de forløbne år har Unionen formuleret en handlingsplan mod terrorisme; en handlingsplan for frihed, retfærdighed og sikkerhed; om politi- og toldsamarbejde, om forhindring og bekæmpelse af terrorfinansiering; en handlingsplan for beskyttelse af borgerne mod kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare trusler; et nedrustningspapir og ikke-spredningsprojekter.

Problemet er ikke, at Unionen har lavet for lidt, måske tværtom har den lavet for meget. Terrorsikring af vores havne er relevant – men man kan berettiget spørge om mobile hegn, der kan rulles frem “når der sker noget” ikke er falsk tryghed frem for noget andet? Der er for lidt målsætning og prioritering. Det er ikke klart, hvad pejlemærkerne er, hvilke målsætninger vi efterstræber. Derfor er der behov for at rette fokus mod det væsentlige – herunder: Fælles kriminalitetsbekæmpelse, bedre udveksling af informationer, udveksling af mistænkte. Unionen har alle sine handlingsplaner. Nu drejer det sig om at få dem prioriteret og ført ud i livet. Fokus bør være på implementeringen og de konkrete resultater fremfor på uenigheden om processen.

For uenighed er der: som altid er Unionens medlemsstater delte i spørgsmålet om en overnational eller mellemstatslig indsats. Østrig er fortaler for en europæisk efterretningstjeneste, mens Storbritannien taler om en koordinering af mellemstatslige indsatser på europæisk plan. Den diskussion er spændende, men bør have en marginal placering bag indholdet og implementeringen, der alt andet er ens, hvad end det foregår over- eller mellemstatsligt.

En politik på to ben
Terrorisme hverken kan eller skal forklares eller forsvares, men vi kender alle sætningen “one mans terrorist is another man’s freedomfighter”. Så manglen på frihed, demokrati og udvikling i visse dele af verden er selvfølgelig med til at nære myterne, men det legitimerer aldrig den kujonagtige terrorisme.

En succesfuld bekæmpelse af terrorisme må nødvendigvis stå på to ben. Den må både øge sikkerheden i sit eget folk og fjerne grobunden for terroristerne. Som historien af IRA viser, svækkedes IRA ikke ved at sætte hårdt mod hårdt. Tværtom øgede det rekrutteringsgrundlaget og forståelsen hos sine egne for den hellige sag. Det drejer sig derfor mindst lige så meget om at bekæmpe den håbløshed, vi finder i Mellemøsten. At skabe demokrati, politisk frihed og åbenhed. Fanatikere i Europa vil formentlig altid eksistere – udenfor pædagogisk rækkevidde. For dem er Al-Queda skalkeskjulet for deres egen utilpassethed. De lever i, af og med myten om Bin Laden i jordgrotten – eller som Naser Khader sagde sidste år: De fanatikere, der taler mest om kampen mod demokratiet og Vesten, bor ofte i en ghetto i London og lignende steder. De tilbringer deres tid i moskeen, og det er ikke gået op for dem, at lande som Oman, Libanon, Syrien ikke længere ser ud som i den beskrivelse, de læser i støvede gamle bøger, men at folk i disse lande drømmer de samme drømme: om demokrati, økonomisk vækst, tv, udvikling og nye biler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.