I sin kronik d. 30. juni modsætter billedhuggeren Erik Thommesen sig museer, der bevæger sig ind på perifere indtjeningsmuligheder. Thommesen skildrer personlige oplevelser, hvor hans egen træskulptur ’Kvinde’ er blevet fundet tilsølet i rødvin. Det er selvfølgelig dybt beklageligt, men som Thommesens egen skildring også viser, kan kunstværker også beskadiges, uden det nødvendigvis har noget med rødvin at gøre. Men manglende respekt for et kunstværk er altid uacceptabel.
Erik Thommesen rejser den generelle problemstilling, om museer skal bevæge sig ind på markedspladsen. De har en kernefunktion i formidling og bevaring af kulturarven, men kan de troværdigt udvide deres økonomiske grundlag? Erik Thommesen mener nej. Han skriver direkte, at det er modsætningsfuldt at tale om respekt for kulturarven og lade fx Statens Museum for Kunst leje lokaler ud til private receptioner.
Det er jeg uenig i. At SMK som så mange andre museer har en café og boghandel, antager jeg har bred opbakning. Det tjener både de besøgenes og museets interesse uden på nogen måde at skade den kunstneriske integritet. Det er en legitim diskussion løbende at spørge, hvor grænsen går. Erik Thommesen mener, grænsen er overskredet ved private receptioner. Det mener jeg ikke nødvendigvis er kompromitterende for kunsten. Hvis museet bliver et tilfældigt forsamlingshus, så ja. Men hvis der stilles krav om at kunsten samtidig præsenteres og formidles, så nej.
Tværtom kan udviklingen være en nødvendig revitalisering af danske museer. Når partier eksempelvis lover gratis entre, er det museerne, der skal samle regningen op. Vi har et armslængdeprincip, men det er stadig den, der betaler, der bestemmer musikken. Kan danske museer øge deres indtjening ved at udvide kilderne, er det i museernes egeninteresse.
Erik Thommesen påpeger, at private virksomheder nok har deres eget image in mente, når de støtter en museumsudstilling. Det har de oftest. Men der, hvor Erik Thommesen for alvor går galt i byen, er, når han opstiller det som enten-eller. Det er både-og. De brede publikumsmagneter kan bidrage til at finansiere de smalle udstillinger. Der er jo ingen, der taler om at skære i museernes offentlige bevillinger, men kan udstillinger selvfinansieres, vil der under alle omstændigheder frigøres midler til den mere smalle og eksperimenterende udstillinger eller en bedre formidling. Det burde også glæde Erik Thommesen.
