Endelig. Nu skulle der ikke være flere sten på vejen mod en motorvej mellem Sønderborg og Kliplev. MF for Venstre Ellen Trane Nørby glæder sig over udmeldingen fra Miljøminister Connie Hedegaard (C) , som har omgjort sin forgænger Hans Christian Schmidts (V) indsigelse mod motorvejsforslaget mellem Sønderborg og Kliplev.
– Sønderjyllands Amt med Carl Holst i spidsen har ydet en imponerende indsats for at imødekomme Connie Hedegaard. Miljøministeriets fagfolk siger nu, at motorvejsforslaget måske ligefrem vil forbedre natur og miljø – så er det bare om at komme i gang!, siger Ellen Trane Nørby.
Allerede umiddelbart efter folketingsvalget i februar fik Ellen Trane Nørby Finansminister Thor Pedersen til at bekræfte, at der er styr på den økonomiske side af sagen. Den gang var svaret, at staten laver vejen som et OPP projekt i det øjeblik amtet afleverer de opsparede midler og naturklagesagen er afsluttet.
Ellen Trane Nørby mener, motorvejen er en forudsætning for fortsat vækst i Sønderborg.
– Flere virksomheder i Sønderborg har sagt, at de har lagt investeringer og udbygninger på is, indtil der kom en afklaring på motorvejsproblematikken. Nu kan de godt finde pengepungen frem. Sønderborg har som en Venstre-ledet kommune oplevet imponerende vækst, udvikling og udbygning. Motorvejen er en vigtig brik i at det arbejde kan fortsætte i den nye storkommune til gavn for hele området, siger Ellen Trane Nørby.