Filmisk flimmer eller omstillingsparathed!

Berlingskes leder den 16. juli kalder mit forslag om at udfase støtten til danske spillefilm for teoretisk ideologi. Besynderligt, når det kommer fra en avis, som ellers sætter reformbehov og -krav højt på deres journalistiske dagsorden.

Sjældent har man i disse tider, hvor vi taler om innovation og omstillingsparathed, set så mange systembevarende slag i luften.

Bare det at stille spørgsmål ved, om støtteordninger i dansk kultur skal være eviggyldige og spørge, om det ikke er på tide at pille støttehjulene af dansk spillefilm, kan få en hær af opråb om bål og brand til at bredde sig.

Branchen tordner, at der så kun vil blive produceret en tredjedel af de film, vi ser i dag. Det er 3 film færre end i 1982, hvor dansk spillefilm med 8 film oplevede det største lavpunkt i tiden 1970 til i dag. Og det var endda uden den 1.775 mio store støtte som dansk film har fået fra 2003-2006. At en omprioritering på 150 mio over fire år vil sætte alt i stå virker mildt sagt som en overdrivelse.

Så lad os derfor tage den igen. Forfra. Dansk film er en succes. Det er endda en så stor succes, at man med rette kan spørge, om interessen, fokuset og efterspørgelsen ikke ville køre videre hvis man pillede støttehjulene af. Successen er for mange films vedkommende så stor, at filmene økonomisk kan bære sig selv. Mange film er publikumssuccesser og flere er decideret komercielle. Kort sagt, mange danske spillefilm kan klare sig uden støtte.

Jeg har klart understreget, at jeg ikke mener, at børnefilm, talentpleje, eksperimenterende film, dokumentarfilm og kortfilm kan klare sig selv og, at de derfor fortsat skal støttes. Men komercielle spillefilm, der kan bære sig selv, de skal bære sig selv. Hvis Berligske Tidende mener det er teoretisk ideologi, så er det vist et label jeg kan leve med.

Om halvanden år udløber filmaftalen. Da omlægninger og reformer ikke skal komme som en tyv om natten, men have tid til debat, har jeg i forbindelse med et nyt kulturoplæg foreslået, at omprioritere midler fra spillefilm til eksempelvis dansk musik eller design, der længe har tørstet efter en saltvandsindsprøjtning, der kan løfte området. Forslaget står selvfølgelig ikke alene, men følges også af forslag, som forhåbentligt kan sikre flere private midler i dansk kultur, herunder film.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg mener, at samfundet har en forpligtigelse til at støtte kunst og kultur, da vores fælles kultur, vores kulturarv og den forståelse og de møder, der sker i kulturen ofte er med til at styrke sammenhængskraften i samfundet. Jeg har også ofte understreget, at kunst og kultur ofte har et større behov for støtte end andre brancher, da de ikke ligger først for i vores forbrugsmønster. Men jeg nægter, at den erkendelse forudsætter, at man til evig tid er systembevarende i sin tankegang.

Jeg må i den grad undres over, hvordan man kan læne sig tilbage og sige, at på kulturområdet ønsker vi at alt forbliver som det altid har været. Her skal der ikke stilles krav. Har skal der ikke tænkes nyt.
Hvis vi ikke stiller krav. hvis vi ikke tænker nyt. Hvis vi ikke TØR tænke nyt og anderledes, så får vi en støvet kultur som er relevant for de få og distanceret for de mange. Nej, sommeren har ikke givet mig filmisk flimmer eller solstik. Jeg ønsker, at kulturen skal være omstillingsparat og nytænkende, ellers bliver den en støvet sovepude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.