Informations leder den 16. juli kalder mit forslag om at udfase støtten til danske spillefilm, og i stedet give en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til dansk musik og design, for en bombe.
En bombe, som Information ønsker forbliver en sommerballon. Jeg tror sådan set, at dansk musik og design, der længe har stået i skyggen af, at det vi satser massivt økonomisk på er dansk film, har et andet ønske. For dem ville 150 mio over fire år være en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. For dansk film er 150 mio ud af 1775 mio på fire år næppe noget der vil slå dansk film ihjel som Information hævder.
At Information fordrejer forslaget bliver mere end tydeligt, da 150 mio. i forbindelse med den næste filmaftale pludselig bliver til halvdelen af den støtte som dansk film får. Jeg finder det dybt beklageligt, at Information ikke ønsker at diskutere substansen, men i stedet griber til manipulerende retorik.
Sjældent har man i disse tider, hvor vi taler om innovation og omstillingsparathed, set så mange systembevarende slag i luften.
Bare det at stille spørgsmål ved, om støtteordninger i dansk kultur skal være eviggyldige og spørge, om det ikke er på tide at pille støttehjulene af dansk spillefilm, kan få en hær af opråb om bål og brand til at bredde sig.
Så lad os derfor tage den igen. Forfra. Dansk film er en succes. Det er endda en så stor succes, at man med rette kan spørge, om interessen, fokuset og efterspørgslen ikke ville køre videre hvis man pillede støttehjulene af. Succesen er for mange films vedkommende så stor, at filmene økonomisk kan bære sig selv. Mange film er publikumssucceser og flere er decideret kommercielle. Kort sagt, mange danske spillefilm kan klare sig uden støtte.
Jeg har klart understreget, at jeg ikke mener, at talentpleje, eksperimenterende-, børne-, dokumentar- eller kortfilm kan klare sig selv, og at de derfor fortsat skal støttes. Men kommercielle spillefilm, der kan bære sig selv, de skal bære sig selv.
Om halvanden år udløber filmaftalen. Da omlægninger og reformer ikke skal komme som en tyv om natten, men have tid til debat, har jeg startet debatten i forbindelse med et nyt kulturoplæg. Forslaget står selvfølgelig ikke alene, men følges også af forslag, som kan give flere private midler i dansk kultur, herunder film.
Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg mener, at samfundet har en forpligtigelse til at støtte kunst og kultur, da vores fælles kultur, vores kulturarv og den forståelse og de møder, der sker i kulturen ofte er med til at styrke sammenhængskraften i samfundet. Jeg har også ofte understreget, at kunst og kultur ofte har et større behov for støtte end andre brancher, da de ikke ligger først for i vores forbrugsmønster. Men jeg nægter, at den erkendelse forudsætter, at man til evig tid er systembevarende i sin tankegang.
Jeg må i den grad undres over, hvordan man kan læne sig tilbage og sige, at på kulturområdet ønsker vi at alt forbliver som det altid har været. Nej, sommeren har ikke givet mig filmisk flimmer eller solstik. Jeg ønsker, at kulturen skal være omstillingsparat og nytænkende, ellers bliver den en støvet sovepude, som er relevant for de få og distanceret fra de mange.
