D. 27. juni er Dorthe Eriksen under overskriften ”Skolen skal ikke være testmaskine” bekymret for udviklingen i elevevalueringer, fordi ”det er uforsvarligt og respektløst for det enkelte menneskes personlige, faglige og sociale udvikling”.
Hvis DE mener, en karakter har sin begrænsning, har hun helt ret. En karakter er begrænset til evalueringen af pensum i et givet fag. Hverken mere eller mindre. Evalueringer skal netop være evalueringer, ikke brandmærkning af elever. Det afgørende er derfor, hvad der sker efter en evaluering. Det er rigtigt, at hvis der ikke sker noget efterfølgende, er det blot at stikke et tal i panden på den enkelte elev. Det er ret ubrugeligt. Evalueringer skal bruges til at målrette undervisningen og lade elever være fagligt ambitiøse.
Lad mig starte med det sidste. Vi kender det vel alle. Triumfen når slid, sved og forbandelse over tysk grammatik munder ud i, at det mere middelmådige 8-tal skiftes ud med et eklatant 10-tal. Man skal kunne mærke arbejdets resultat for at det giver mening. Fordi vi har været bange for brandmærkningen af de andre elever, har vi forfulgt en strategi med så få evalueringer som overhovedet muligt. Dette er dog en forfejlet strategi, fordi det får stikmodsatte effekt. Når man næsten ingen evalueringer har, sidder man netop tilbage med en tom fornemmelse, når man sidder tilbage med nogle forskellige tal ved afslutningen af skolegangen.
Vi skal heller ikke være blinde for, at det i sig selv er en disciplin at gå til eksamen. Igen kender vi det vel alle. De fugtige hænder, klumpen i halsen og den berømte sorte klap har vi vel alle stiftet bekendtskab med. Derfor er det decideret at gøre vores børn en kæmpe bjørnetjeneste at holde dem fri for evalueringer indtil det allersidste øjeblik. At være mere rutineret i evalueringer, er ubetinget en fordel i det senere liv. Man behøver ikke stille op til Folketinget for at føle sig tilbage ved eksamensbordet, man skal bare dukke op til en jobsamtale.
Hvis vi derimod leger børn ind i evalueringer, hvor de på ingen måder er afgørende, bliver de en naturlig ting. Det bliver ikke mere en ”nu eller aldrig”, som blot hæmmer den enkeltes præstation. Er man blevet leget ind i evalueringer på et tidligt tidspunkt, er der ikke noget at være bange for. Det vil afspejle den enkeltes udvikling mere reelt, hvis evalueringen foregår over en længere tidsrække. Det vil give lærerne et bedre overblik over den enkeltes faglige udvikling til at sætte ind på de svage punkter. Evalueringer drejer sig ikke om at dunke elever i hovedet med karakterer, men at målrette undervisningen ud fra den enkeltes præmisser. Vi skal turde have faglige ambitioner.
