Vi læste med stor interesse Bent Jensens kronik ’Europas ødelæggere’ d. 15. juni. kroniken er et mesterstykke i selv-modstrid. Det er ret fantastisk at læse en dr. phil, professor i historie fnyse ad ’eliten’ på folkets vegne.
Bent Jensen hylder nationernes Europa, men udstiller dens svaghed som et overnationalt problem. Stabilitetspagten kunne ikke brydes omkostningsfrit for Tyskland og Frankrig, hvis det stod til EU-Kommissionen. Kommissionen har bare ingen sanktionsmuligheder. Det er netop nationalstaterne, der er magtens omdrejningspunkt i Unionen. Som Bent Jensen selv skriver, mangler der ret i stedet for magt, men det er nationalstaternes magt, vi taler om.
Bent Jensen skriver videre, at arrogance er en farlig cocktail. Det er helt rigtigt. Magtens arrogance skaber afstand, men det gør Bent Jensens gøren sig klog i sin historiske osteklokke også. Det er elitær arrogance, når det er mest ansvarsfrit. Elitær nedadsnobberi kan man også kalde det. For det er så let at pege fingre. Men Bent Jensen glemmer at når man peger en finger af andre, så peger de sidste fire mod en selv.
Bent Jensen argumentation minder i uhyggelig høj grad om 68’erne og den stil, som Socialdemokratiet, De Radikale og venstrefløjen i årevis anvendte mod VK-regeringens udlændinge- og integrationspolitik. Der er masser af højstemte anklager. Masser af moralsk belæren andre om den rette lære. Men desværre ikke noget bud på et reelt alternativ.
Og det er netop manglen på ideer hos Bent Jensen, som vi er overraskede over. Vi sætter stor pris på Bent Jensens modige afsløringer af venstrefløjen og alle dens gudebilleder under den kolde krig. Vi er fulde af beundring for hans forfatterskab. Senest om Stalin. Og vi havde ærlig talt ventet noget mere af Bent Jensen, når han blander sig i debatten om Danmark i EU. Hvad vil Bent Jensen sætte i stedet?
Der er ikke nogen, der kan tage patent på Europa. Europa er alle europæeres. Ikke elitens. Ikke embedsmændenes. Ikke partiernes. Men alles. Og derfor er kritik – selvfølgelig – også i orden. Derfor kritiserer vi begge af og til EU, men gør det ved at stille forslag til hvordan tingene kan laves om og gøres bedre. Her knækker tråden for Bent Jensen. Hvilket alternativ til et stærkt og effektivt EU ønsker Bent Jensen?
Tror Bent Jensen virkelig, at Danmark ville klare sig bedre uden EU? Er Danmarkshistorien ikke netop rig på eksempler på, at Danmark uden for EU var helt i de store landes vold? Er EU ikke netop stedet, hvor de små lande har langt større indflydelse pr. indbygger end de store lande?
Mener Bent Jensen virkelig, at Danmark – i stedet for at have stået last og brast med de nye demokratier i Østeuropa – skulle have blokeret for deres optagelse i EU (og NATO)?
Er det ikke i Europas – og Danmarks – interesse, at EU-landene gennem et tæt udenrigspolitisk samarbejde tager ansvar og præger den globale verdensorden?
For os står det som både et held og et skræmmebillede, at Sovjetunionen og USA under Den Kolde Krig mødtes i Europa for at forhandle om Europas sikkerhed – uden at europæerne selv var med ved forhandlingsbordet. Vi kan vel næppe vente, at USA for evigt skulle engagere sig i at vores sikkerhed?
Og er Europa ikke i længden bedst til selv at udstikke europæiske ønsker i udenrigspolitikken?
Vi synes, Bent Jensen skylder os nogle svar. Og vi tror egentligt at en mindre bedrevidende Bent Jensen ved bedre.
