Hanne Dahl fra Junibevægelsen vil i JP (6/5) ikke gøre sig til fortaler for Nice-traktaten. Hun begiver sig i stedet ud på at diskutere føderalistiske forslag til en forfatning for Europa . Det er direkte komisk at læse HD spekulere i føderalistiske forslag. Der er vel ingen, som tror, at selvsamme HD vil gå forrest i kampen, hvis der rent faktisk kom en føderalistisk forfatning på bordet?
Så lad os da få det på det rene. Hvorfor erkender HD ikke bare, at forfatningstraktaten er bedre, end det vi har i dag?
Det vil HD og Junibevægelsen selvfølgelig ikke, fordi alle forstår, at det er for fjollet at stemme nej til noget, der er bedre, end det vi har.
Vi kan alle finde ting, vi mener, kan gøres bedre, men det er jo netop det, der ligger i et kompromis. Det er resultatet af forskellige interesser.
Hanne Dahl skal træde ned fra sit Elfenbenstårn og tage et ansvar. I stedet for pludselig at plædere for et føderalistisk Europa, skal hun forklare, hvorfor forfatningstraktaten ikke er bedre, end det vi har ? Og hvor ville det da være befriende, hvis HD samtidig var konsekvent i sin kritik fremfor pludselig at tale for en føderalistisk traktat.