Venstre: Det kreative velfærdsparti

I sin kommentar d. 12. april giver Lars Qvortrup en udmærket beskrivelse af Richard Floridas “The Rise of the Creative Class”. Mange henviser til den som en bibel uden at have læst den, for slet ikke at tale om at have forstået den. Alle hæfter sig ved Floridas bøsse- og boheme-indeks, og det er afgjort en del af salgsvaren, men står langt fra alene i pointen med den kreative klasse og det tolerante samfund. David Gress har ikke overraskende skudt med skarpt efter Richard Florida. Gress insisterer på, at Florida ikke har “noget på”. Det drejer sig ikke om at gøre byerne mere attraktive ved tolerance og rigt kulturliv, men lav skat. Mere overraskende er Karrie Jacobs. Karrie Jacobs er chefredaktør på design og arkitektur magasinet Dwell og redaktør på Metropolis Magazine. Hun beskæftiger sig derfor naturligt med byplanlægning. De amerikanske byplanlæggere hører til blandt Richard Floridas mest trofaste disciple. Derfor kom det som lidt af en overraskelse, da Karrie Jacobs lavede et frontalangreb på Richard Florida i artiklen “Why I don’t love Richard Florida”. Pointen i Jacobs’ kritik er, at selvom hun er grundlæggende enig i Floridas pointer, modsætter hun sig, at alle æder hans ord råt. Længere tid er det ikke siden, vi alle løb efter Peter Druckers ord om videnssamfund og vidensarbejdere, det gør vi vel egentlig stadig? Sandt er det, at hvis man læser Florida som Fanden læser Biblen, når man nogle pudsige konklusioner. Det er også konkret her, Karrie Jacobs løber sit ærinde. Amerikanske byplanlæggere skal ikke udelukkende tænke i baner af bøsse- og boheme-venlige storbyer. Det er vigtigt at holde sig for øje, at Richard Florida forsøger at kvantificere det ikke-kvantificerbare. Derfor vil det få det skær af varm luft, som især David Gress væmmes ved. Florida opdagede tilfældigt, at der var en pudsig sammenhæng mellem hi-tech vækstcentre og byer med mange bøsser og bohemer. Af det konkluderer Richard Florida sin hovedpointe, at kreative mennesker er, som bøsser og bohemer er det, tiltrukket af den samme ting, nemlig det tolerante samfund. Det er en plausibel konklusion, men i teorien kunne det lige så godt være bøsser og bohemer, der er tiltrukket af at være steder, hvor der er kreative mennesker, og kreative mennesker er tiltrukket af et helt andet fænomen, fx jordbærplantager. Vi skal passe på, at vi ikke gejler hinanden så højt op, at vi mister jordforbindelsen. Hvis vi konkret vender tilbage til Karrie Jacobs og hendes byplanlæggere, er der ikke noget nyt i de tolerante storbyer, som kan læses ud af Richard Floridas bog. Det kaldes Soho-fænomenet og har efterhånden mange år på bagen. I Danmark har vi Vesterbro som et godt eksempel på, hvordan det autentiske arbejderkvarter ligger i harmoni med den moderne cafe-metropol mentalitet. Lars Qvortrup afslutter sin kommentar med, at det parti der forstår signalerne i Richard Floridas analyse og modvirker en social opslitning, er et godt bud på et moderne velfærdsparti. Den pointe er jeg meget enig i, men det der er endnu vigtigere er, at man som parti ikke gro fast i én forestilling af hvordan verden ser ud. Verden er omskiftelig, og det er vel også netop grunden til at Floridas opfølgning på “The Rise of the Creative Class” hedder “The Flight of The Creative Class”. Det drejer sig nemlig mere om at fange Richard Floridas ide, end at nærlæse hans bøsseindeks. Det er en udfordring at sikre en social sammenhængskraft, hvis der i bysamfundets tolerance er indbygget en tiltrækningskraft, fordi det i sagens natur skal trækkes et sted fra. Lidt enkelt kan man sige, at udfordringen bliver at kombinere Floridas kreative klasse med regional udvikling. Det behøver ikke være en en selvmodsigelse, men netop en forudsætning for at der også kan tiltrækkes højtuddannet arbejdskraft og kreative arbejdere til de mere tyndtbefolkede områder. Der ligger intet i Richard Floridas kriterier, som bare antyder, at kreative kun trives i storbyer. San Francisco og Austin, Texas fremhæves igen og igen i bogen, og begge byer er med sine ca. 700.000 indbyggere ikke overvældende i størrelse set i amerikanske forhold. Det er derfor min påstand, at når den kreative klasse bliver læst som et storbysfænomen, hænger sammen med, at vi forbinder et rigt kulturliv med storbyerne. Sådan behøver det ikke at være. Derfor er det også fantatisk vigtigt, at kultur ikke bliver sådan noget fisefint, man gør i København, men udvikles regionalt. Et aspekt overses ofte i denne diskussion. Vi siger forenklet, at et rigt kulurliv er et vigtigt bidrag til at tiltrække de kreative hoveder til egnen. På den måde betragter vi det kreative samfund som et nulsumsspil, hvor “tolerance” er et konkurrenceparameter. Men et rigt kulturliv skal selvfølgelig være til for alle og forhåbenltig være kreativ stimulans også for dem, som ikke klassificeres som kreative arbejdere i dag. Kreative miljøer skulle også gerne bidrage til kreativ tankegang hos alle. Tværfaglighed, innovativ tænkning og skæve ideer er netop nøgler til omstillingsvilje og villighed. På den måde bliver det kreative samfund et plussumsspil. Igen en vægtig grund til regional kulturudvikling, og til at de nye storkommuner i Danmark i højere grad satser på kulturel udvikling og oplevelser som en del af deres strategi for at sikre slagkraftige og dynamiske områder. Der er også andre aspekter af A- og B-hold i denne kontekst. Richard Florida er fokuseret på “hard core kreative” og “kreative professionelle”, som er en lidt kunstig inddeling af kreative erhverv, sådan som Florida ser dem. Som liberal mener jeg, at den diskussion skal vendes på hovedet. Ethvert menneske har sine evner, talenter og kreativitet. Der vil altid være nogen, som er bedre end andre. En social sammenhængskraft må ikke munde ud i et socialdemokratisk lighedstyranni, så dræbes initiativet. I lige samfund er mennesker aldrig helt frie, og i frie samfund er mennesker er aldrig helt lige. Der vil altid være en Helena Christensen som er smukkere end alle andre, en Bill Gates som har et større forretningstalent end alle andre, og der vil altid være nogen, som er mere kreativ end andre. At kæle for eliten og sikre social sammenhængskraft er ikke en modsætning. Vi skal sikre et højt bundniveau, som det hedder på fodbold-dansk. Det betyder, at når vi siger, vi skal leve af uddannelse og forskning, er uddannelse ikke kun videregående uddannelser, men også livslang læring. Forskning er ikke kun hvide kitler, men også blå kedeldragter. På fremtidens arbejdsplads bliver viljen til omstilling og forandring netop vejen til tryghed og velfærd. Og netop derfor er det moderne velfærdsparti som Lars Qvortrup definerer det ikke det parti, som blot forstår at appellere til caffe latte segmentetet, men det parti, som bredt forstår at skabe sammenhæng i samfundet.

2 kommentarer til “Venstre: Det kreative velfærdsparti

  1. Det er et utroligt interessant fænomen. Hvad der tiltrækker bøsser, da det kan være et præj om faktore for kreative muligheder.
    Det er værd at bemærke at alle de by-eksempler man går ud fra, nok ikke har haft den samme model for tiltrækningskræft. San Fransisco har måske dens hippiehistorie som grobund for dens nuværende kreative status.
    Men nu byplanlægning, æder jeg ikke som værende et redskab for tiltrækning af bøsser.
    Men derimod et projekt/job som bøsser vil engagere sig i, er måske svaret.
    LEGO i Billund er en kæmpe institution for kreative og legesyge mennesker, der har vi kreativ udfoldelse som svaret, og ikke, hvor hvor mange parker der ligger i Billund…
    Kreative uddannlser tiltrækker unge kreative, – kreative virksomheder bosætter sig, hvor der er kreative unge. Og så har vi den frugtbare udvikling.

  2. Hvis Venstre er et kreativt parti, som der nævnes, så må du Ellen også kunne se nogle muligheder i miljøet på Christiania, hvor de lokale selv har haft mulighed for at skabe bygninger og kultur.
    Jeg ved at Venstre er bekymret for stofferne i området, men ligefrem at sætte en tændstik til lortet, er vel ikke præj om, at Venstre er bevidste om, at “Florida’s” kreative klasse har stor grobund i “fristads-miljøer”….?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.