I dagene op til påske mødtes EU’s regeringschefer til topmøde i Luxembourg . Europas økonomi var på dagsorden. Første dag blev overskygget af ændringerne i vækst- og stabilitetspagten, mens anden dagen stod i servicedirektivets navn. Det er usædvanlig kedeligt, fordi topmødets egentlig dagsorden var regeringschefernes evaluering af den såkaldte Lissabon-strategi. Lissabon-strategien er overskriften på en serie af reformer, som regeringscheferne gav hinanden håndslag på for fem år siden, i marts 2000. Det er tid til en midtvejsevaluering – på godt og ondt. *Baggrunden* I år 2000 gik det godt i Europa. Vi oplevede de største vækstrater i et årti. Men der lurede også visse udfordringer. De umiddelbare udfordringer var de fremadstormende økonomier i Kina og Indien. I Kina ser vi lønninger, der gør konkurrence på manuelt arbejde umuligt. Vi kan ikke konkurrere på løn med Kina, det bliver vi kun fattigere af. I Indien ser vi en klasse af universitetsuddannede med gode engelskkundskaber rejse sig. Det har gjort Indien til et slaraffenland for ”outsourcing” og ”off-shoring”. Det betyder, at Indien er en global spiller, når det kommer til serviceydelser. I Europa er 70 % af befolkningen beskæftiget i servicesektoren, så det hverken var eller er en ubetydelig ufordring. Dertil lagde man, at Europas ’baby-boom’ nærmede sig pensionsalderen med hastige skridt. Projektioner fra Kommissionen viser, at mens andelen af ældre i forhold til arbejdsdygtige i dag ligger på omkring 24 %, vil den alt andet lige nå 50 % i 2050. I Europa har vi udviklet en særlig, social velfærdsmodel, som vi ønsker at bevare. Det overordnede spørgsmål er derfor, hvordan bevarer vi vores sociale model og europæiske livsstil i en global konkurrence? Derfor satte de europæiske stats- og regeringschefer hinanden stævne i marts 2000 i den portugisiske hovedstad Lissabon. Optimismen var stor på det tidspunkt til trods for udfordringerne. I overvejelserne til en løsningsmodel faldt øjnene hurtigt mod USA. Europa skulle i år 2010 blive ” den mest dynamiske og konkurrencedygtige vidensøkonomi i verden”. Europa skulle med andre ord fravriste USA den gule førertrøje, som USA afgjort havde med bl.a. 74 % af alle top 300 IT-virksomheder i verden og 46 % af alle top 300 private forskningsvirksomheder. Europa ville dog ikke bare overhale USA, men overhale med egne spilleregler. Europa skulle ikke bare blive verdens førende vidensøkonomi, men samtidig gøre det med bæredygtig økonomisk vækst, flere og bedre jobs og en større sammenhængskraft i samfundet og respekt for miljøet. At udviklingen skulle ske bæredygtigt, har fået mange kritikere. I Danmark har bl.a. Dansk Industri kritiseret den brede målsætning. DI mener, at målsætningerne er modsatrettede, og miljøhensyn kun kan efterleves ved økonomisk vækst. Derfor var DI’s Hans Skov Christensen også meget bekymret, da dagsordenen for topmødet blev bekendtgjort. Miljø fyldte ganske enkelt for meget på dagsordenen for DI. Vækst betyder noget. For mange er det blevet et abstrakt begreb, men økonomisk vækst er en forudsætning for alene det at kunne sikre den velstand og hensyn til miljø og social sammenhængskraft i samfundet, vi har vænnet os til i Europa. Det er ganske enkelt en forudsætning for den europæiske livsstil. Men da hele målsætningen med Lissabon-processen netop er at bevare den europæiske livsstil, nytter det ikke noget at stirre sig blind på USA-modellen, som bestemt også har sine svagheder. Det har bl.a. de anerkendte økonomer John Kay og Olivier Blanchard fremført. Kay er bl.a. fast skribent på Financial Times, og Branchard professor ved MIT i USA. De fremfører, at USA oplever højere produktion per indbygger, simpelthen fordi amerikanerne arbejder flere timer og oplever højere immigrationsrater. Der skulle altså ikke være noget grundlæggende overlegent i USA’s økonomiske model. Den såkaldte Wim Kok-gruppe, som Kommissionen nedsatte i marts 2004 som optakt til midtvejsevalueringen, konkluderede også, at Lissabon-kriterierne er både rigtige og mulige, men også bydende nødvendige. *Halvvejs midtvejs?* Den anerkendte engelske tænketank Centre for European Reform (CER) har siden Lissabon-strategien blev lagt i 2000 årligt lavet et ”score-card”, hvor de giver landene karakter for deres præstationer. Lissabon er ikke et forpligtende samarbejde, men et håndslag mellem medlemslandene. Derfor retter CER fokus både på medlemslandenes hidtige præstation og vilje til at leve op til målsætningerne. Der er i alt 17 kvantificerbare mål. Overordnet flotter ”the Nordic 3” sig. Sverige indtager førstepladsen med hele 12 mål nået her halvvejs, Danmark indtager andenpladsen med 9 mål, og Finland sidder på femtepladsen med syv mål. Danmark tager endda førstepladsen, når det kommer til ”informationssamfundet”, som netop er et af omdrejningspunkterne i Lissabon-strategien. Danmark er langt fremme, når det kommer til udbredelse af bredbånd, IT i husstandene, digital forvaltning og meget andet. Samlet giver CER medlemslandene et 7-tal for deres hidtidige præstationer. Dette er dog udtryk for et enormt udsving mellem landene. De nordiske lande ligger i toppen, mens især Italien halter bagefter sammen med Østeuropa. *Handlingsplan* Den sidste måling fra Eurobarometer (efterår 2004) viser, at kun 38 % af europæerne tror, det kan lade sig gøre for Europa at overhale USA som verdens førende vidensøkonomi indenfor de næste fem år. Kun 33 % blandt danskerne tror, det kan lade sig gøre. Lissabon-strategien er ambitiøs, men både rigtig og nødvendig. Det er dog tydeligt, at når vi er mere midtvejs end halvvejs, skal handlingsplanen konkretiseres. Forpligtelse. Wim Kok rapporten pointerer rigtigt, at hovedproblemet i Lissabon-processen er medlemslandenes manglende forpligtelse til egne ord. Lissabon-strategien ligger som sådan udenfor Unionens kompetencer, hvorfor det hele står og falder med medlemslandenes vilje til forandring. Derfor bør Kommissionen indføre et princip om ”name, fame, and shame”. CER’s årlige rapporteringer er respekterede, men der er behov for at Kommissionen løbende navngiver ”skurkerne” og roser ”heltene”. Nøgletallene spænder over et enormt sving i præstationer . Landenes præstation skal offentligt måles og vejes løbende. Gennem benchmarking vil vi kunne lære af hinandens fejl og adoptere best practices. Det indre marked. Kommissionen anslår, at det indre marked i sin nuværende form har skabt 2,5 millioner ekstra arbejdspladser. Alligevel er der stadig nationale hindringer. Særligt to direktivforslag bør vedtages hurtigst muligt , men dog ikke i et tempo, så sjuskefejl dominerer. Hastværk er lastværk om end vedtagelsen er vigtigt. Patent- og servicedirektivet. Et fælles europæisk patent, som bygger på et sprog – engelsk – vil kunne lette meget arbejde for innovative virksomheder i Europa. Desværre er der fra blandandet fransk side en enorm tilbageholdenhed overfor et-sprogsmodellen selv om alle anerkender, at det er vejen frem. Softwarepatentdirektivet har også sine svagheder. Som det ligger nu er det formuleret så katastrofalt ringe, at det direkte kan dræbe innovation, selv om intentionen var det modsatte. Servicedirektivet er ligeledes formuleret ualmindeligt klodset. Der er i den grad behov for en præcisering, så direktiverne kan få de tilsigtede virkninger. 3 % til forskning. I 2002 kom efternøleren i den 17-kriteria store Lissabon-familie til verden. Det er det meget omtalte 3 % af BNP til forskning princip. En ofte overset detalje i dette kriterium er dog, at tre fjerdele af pengene skal komme fra den private sektor. Grundforskning er som navnet antyder en forudsætning for forskning, men der er et akut behov for at sætte skub i den strategiske forskning, fordi det skaber arbejdspladser her og nu. De innovative virksomheder er med enkelte store undtagelser små selskaber. Derfor kan det være svært for den enkelte private virksomhed at løfte opgaven om strategisk forskning. Men vi har fortsat i Danm
ark et for stift billede af forskning som noget med hvide kitler og hornbriller. Regeringen har taget forskellige initiativer under overskriften fra forskning til faktura. Det drejer sig her i høj grad om at øge samspillet mellem det private erhvervsliv og den offentlige sektor, ikke mindst de offentlige forskningsinstitutioner. Det føromtalte europæiske patentdirektiv er også tænkt til at kunne tiltrække udenlandske investeringer i innovative virksomheder. Iværksætteri. Eurobarometer fra efteråret 2004 viser, at kun 45 % af europæerne overvejer at starte deres eget, mod 61 % i USA. Relativt dobbelt så mange europæere som amerikanere erklærer, at de ikke vil starte for sig selv, men foretrækker tilværelsen som lønmodtager. Vi har behov for iværksættere i Europa. I Danmark har vi arbejdet målrettet mod at gøre det lettere at etablere egen virksomhed. Det har vi gjort så godt, at ifølge Verdensbanken er vi det land i verden, hvor det er lettest at etablere virksomhed. I Danmark tager det ifølge Global Entrepreneurship Monitor (GEM) fire dage og er omkostningsfrit. I Portugal tager det 71 dage, og i Grækenland koster det flere tusinde euro. I Danmark kæmper vi dog ikke desto mindre alligevel med en manglende iværksætterkultur. Jeg mener derfor, vi må gå videre i vores bestræbelser. Det er netop ikke etableringen af virksomheden, der volder problemer. Forskellige undersøgelser viser, at det er de to til tre første leveår, som er afgørende. Overlever en virksomhed de første tre år er sandsynligheden for videre overlevelse overvejende. Derfor bør vi indføre offentlig medfinansieret revisor- og advokathjælp til innovative virksomheder indenfor de første tre år, eller til virksomheden giver det fornødne overskud. Kommissionen har netop tilpasset reglerne for statssubstitution for at gøre sådanne initiativer muligt. Regeringsgrundlagets foslag om bedre beskatningsmodeller for vækstiværksættere er velkoment. Regelbyrde. Kommissionen har beregnet, at administrationsbyrden – red tape – koster det europæiske erhvervsliv over 50 milliarder euro om året. Det er sikkert også administrationsbyrden, der ligger til grund for, at danske iværksættere er meget længe om deres første medarbejderansættelse. Det påtvinger simpelthen den enkelte iværksætter en uoverskuelig byrde. Lovjunglen skal forenkles. Kommissionen har selv taget initiativ til at trække 100 lovforslag tilbage. I øjeblikket gennemlæser Kommissionen 900 muligvis forældede love for at få ryddet op i junglen. Medlemslandene burde tage samme initiativ. *Konklusion* Verdens førende vidensøkonomi og en beskæftigelse på 70 % i 2010 er klart udenfor rækkevidde. Der er simpelthen for mange medlemslande, der er gået for uambitiøst til værks. Desværre! Derfor bør fokus også rettes på blot at ”lukke hullet” til USA. Hvis Europa opnåede en vækstrate på ca. 3 % som USA, ville det betyde 20 millioner jobs i 2010. Med en vækstrate på lidt over 2 % er det ikke umuligt at indhente USA, blot ikke på fem år. En overset detalje er europæernes og amerikanernes produktivitet. Kay og Blanchard påpeger rigtigt, at amerikanerne arbejder flere timer, men de overser tilsyneladende, at amerikanernes produktivitet per time også er højere, og det går den forkerte vej. I 1995 producerede amerikanerne gennemsnitligt 3 % mere end europæerne per time. I 2005 anslåes tallet at være 12 %. Der er dog stadig grund til at være optimist. Europa bevæger sig ikke i det tempo, som er nødvendigt for at blive verdens førende vidensøkonomi, men der er sket store fremskridt i løbet af de første fem år. Europa har liberaliseret markederne for energi, telekommunikation og finansielle serviceydelser. Barosso-kommissionen har gjort Lissabon-strategien til sin første prioritet. Den har hidtil ikke ville name-shame-fame medlemslandene, men har dog opfordret regeringerne til at udpege en Lissabon-ansvarlig i regeringen. Det er tydeligt, at Danmarks statsminister har påtaget sig opgaven og går seriøs til opgaven. Danmark er kommet langt. Vi er på mange måder et forbillede for Europa, men vi mangler stadige nogle skridt, før vi er i mål.
