Jeg har længe efterspurgt, hvad Junibevægelsen vil med et dansk nej til forfatningstraktaten. Det forsøger Hanne Dahl i JP den 25/4 at rede bod på. Dahl kommer med gode forslag til reformer af EU. Hun foreslår, komitemedlemmer under Kommissionen offentliggøres. Det støtter jeg varmt, men det er ikke traktatbundet. Der er intet i vejen for, at Kommissionen offentliggør disse medlemmer hverken med eller uden forfatningstraktaten. Hanne Dahl fremsætter også Jens-Peter Bondes forslag om at kommissærerne skal vælges nationalt, fordi Kommissionen ikke skal være et embedsmandsapparat. Det er en gammel misforståelse, at kommissærer er embedsmænd. De er politikere. Og det er netop meningen, at kommissærerne skal varetage fællesskabets interesser i stedet for snævre nationale interesser. Hvis kommissionen skal folkevælges, skal hele EU være deres valgkreds, ikke bare et enkelt land, som de så vil stå til ansvar for fremfor fællesskabets interesser. Men det vil være i strid med det proportionalitetsprincip, man har for at særligt hensyn til de små lande, herunder Danmark. Hvis man derfor stadig ønsker garanti for en dansk kommissær, må han/hun nødvendigvis udpeges. At kalde det udemokratisk som JuniBevægelsen gør, får mig til at spørge om vi så også skal erstatte statsministerens ret til at udpege sine ministre med et direkte valg? Junibevægelsens argumentation er inkonsistent. Jeg hilser bestemt Junibevægelsens kritik velkommen, men det fremstår stadig uklart, hvad Junibevægelsen vil med et nej. Hanne Dahl mangler stadig at fremføre, hvad det præcist er ved Nicetraktaten i dag, som er bedre end et EU med forfatningstraktaten. Er det, at Ministerrådsmøderne ikke er åbne? Er det, at en million borgere med en underskriftsindsamling ikke kan sætte dagsordenen i Kommissionen? Er det, at vi har næsten 30 beslutningsformer i stedet for seks? Er det, at vi med nicetraktaten ikke har et kompetencekatalog, hvor det fremgår klart, hvad EU skal tage sig af? Hvad er det, som gør Nice bedre end forfatningstraktaten, Hanne Dahl?
