Valget er vælgernes!

Enhedslisten: Vælgerne har ikke altid ret! Jeg måtte læse sætningen et par gange for at være sikker på, at jeg ikke så syner. Man kan ikke andet end undre sig over Enhedslistens Margit Kjeldgaards debatindlæg her i Politiken (3/3). Her kritiserer hun en intern diskussion i SF om den manglende sammenhæng mellem antallet af personlige stemmer og de personer, der blev valgt til Folketinget pga. SFs partilisteopstilling. Det er ikke Enhedslistens trang til at blande sig i SF’s interne anliggender, der undrer. Det er udmeldingen “vælgerne har ikke altid ret”, der totalt strider mod hele grundlaget for det repræsentative demokrati som vi normalt er stolte af i Danmark. Enhedslisten mener ikke, at den danske befolkning er i stand til at gennemskue det politiske spil og træffe et ordentligt valg om, hvilke politikere, de gerne vil have til at repræsentere sig i Folketinget. Der skal tilsyneladende et partipolitisk medlemskab til, før ens stemme har værdi og skal tælle med. Set i lyset af, at Enhedslisten gang på gang fremfører en kritik af EU som et udemokratisk samarbejde netop på grund af en påstået mangel på borgerindflydelse. Så undrer udtalelsen; vælgerene har ikke altid ret. Hvis man skal følge logikken i Margit Kjeldgaards debatindlæg så bør det ikke være den kritik som Enhedslisten længere fremfører. Kritikken af EU hænger simpelthen ikke sammen med, at man på samme tid kritiserer danskerne for ikke altid at have ret i deres personlige, grundlovssikrede stemmeafgivelse og samtidigt kritiserer EU for ikke at inkludere befolkningen nok i de politiske beslutninger. Den eneste logiske konklusion må være, at Enhedslisten taler med to tunger: én når det drejer sig om Danmark og én, når det drejer sig om EU. Det behøver vi ikke i Venstre, for her bakker vi helt op om at valget er vælgernes hvad enten det gælder valget til Folketinget, eller den forfatningstraktat vi skal stemme om den 27. september.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *