Det falder Claes Kastholm for brystet her i avisen (15/3), at jeg pointerer nogle problemstillinger ved at indskærpe reglerne for plagiat, fordi jeg er bekymret for, at der i virkeligheden er tale om en udvidelse mere end en indskærpelse. Kastholm lader dog til ikke bare til at misforstå pointen, han underbygger også den grundlæggende bekymring og vælger bevidst eller ubevidst at fordreje hele diskussionen. Desuden mener Kastholm, at alle andre skal blande sig uden om hvad der er op og ned i Esmann sagen, for det ved Kastholm bedst. Mener han da selv. Men lad os tage den en gang til.
Det er modsætningsfyldt, at Kastholm fastholder, at sagen om Frank Esmanns Kissinger biografi er firkantet og lige til. Det stemmer simpelthen dårligt overens med, at Syddansk Universitet og Københavns Universitet, som Kastholm selv har bedt uvildigt dømme Esmann, har frabedt sig opgaven, fordi den ikke er så enkel. Her er det vigtigt at fastholde, at universiteternes begrundelse ikke skyldes, at reglerne skulle være upræcise. Reglerne er præcise, fordi plagiat er et klart brud på den private ejendomsret, nemlig ophavsretten. En ophavsret som alle støtter og som slet ikke er til diskussion. Syddansk og Københavns Universitet har begge frabedt sig opgaven, fordi det nu engang altid må og skal hvile på en subjektiv vurdering. Det mener de to universiteter ganske enkelt ikke, de har ressourcerne til. Vi ville jo netop ikke stå i denne situation, hvis sagen var så enkel, som Kastholm gerne vil gøre den til. Kastholm kunne jo i givet fald anskaffe sig et computer-understøttet værktøj til at afsløre plagiat og så ville den sag være ude af verden. Det er en uskik at lovgive på baggrund af enkelte sager. Derfor bekymrer det mig, at Esmann-sagen er det eneste brænde på Kastholms bål.
Kastholm afslutter med at tale om “at forsvare den åndelige ejendomsret, så godt vi kan”. Og her er vi netop ved kernen af min bekymring for, hvad det er for en præcisering, Kastholm har gjort sig til bannerfører for. “Åndelig ejendomsret” lugter langt væk af et litteraturpatent, og her bør selv Claes Kastholm træde varsomt. Der er en grund til, at “kunstneriske frembringelser” er undtaget for patentloven. Allerede i § 1, stk. 2. Claes Kastholm kan med fordel genlæse mit H.C. Andersen eksempel, hvis han ikke forstår hvorfor.
