Jens-Peter Bondes (JPB) indlæg i avisen d. 5/3 under overskriften “Pas på regeringens sproglige spin” er som en paradoksal komedie. For det første er det altid sjovt at blive beskyldt for snyd og propaganda af JPB. Det føles som at blive kaldt grim af en frø. For det andet er det meget underholdende at læse JPB krølle tungen, når han redegører for, hvorfor forfatningstraktaten ikke er en forfatningstraktat. JPB’s krumspring har som målsætning at gøre forfatningstraktaten til noget andet, end en mellemstatslig traktat. Men JPB kommer ikke selv uden om at skrive, at forfatningstraktaten juridisk på ingen måde adskiller sig fra de tidligere europæiske traktater. Det er en traktat. Punktum. Når vi alligevel kalder det forfatningstraktaten, i stedet for at følge hidtidig kutyme med bynavnet for underskrivelsen, altså en ny Romtraktat. Den sidste hed som bekendt Nice og det forrige Amsterdam. Så skyldes det, at forfatningstraktaten har visse karakteristika af en forfatning. Den beskriver bl.a. hvilke værdier, EU arbejder for, og hvilke rettigheder, man som borger, er sikret i EU. Men den indeholder fx også en beskrivelse for udmeldelse af EU, hvilket ikke hører hjemme i en forfatning. Det er altså en traktat med karakteristika af en forfatning: en forfatningstraktat. EU-rettens forrang. Endelig mistænkeliggør JPB EU-rettens forrang. For det første har EU-retten haft forrang siden en EF-domsafsigelse i 1964, altså før Danmarks indmeldelse. Det er kun glædeligt, at denne domstolspræcedens er blevet skrevet klart ind i trakaten. Vi har nemlig takket være Henning Christophersen fået den såkaldte Christophersen-klausul (art. I-5), som fastslår, at EU altid skal respektere de nationale grundlove. EU må altså ikke lovgive imod den danske grundlov. JPB er simpelthen nød til at redegøre for, hvordan et forpligtende samarbejde skulle hænge sammen, hvis EU-retten ikke havde forrang. Hvis hvert medlemsland kunne vælge at se stort på de beslutninger, medlemslandene i fællesskab træffer i EU, ville samarbejdet ganske enkelt ikke hænge sammen og de fælles beslutninger ville aldrig blive håndhævet.
