Den 23. februar skriver Flemming Nielsen (FN) under overskriften “Motorvej er ikke borgernes projekt”, at jeg ikke skal lade mig narre af et håndfuld erhvervsfolk og lokalpolitikere samt vækst-rapporter fra konsulenthuse. Jeg gemmer mig ikke bag konsulentrapporter eller andre politikere. Jeg konstaterer blot, at jeg ikke er alene med mit synspunkt. FN spørger, om jeg tænker på borgernes ønske. Det gør jeg naturligvis. Vækst og udvikling af området er netop i vores interesse som indbyggere. En velfungerende infrastruktur er en vej til vækst. En motorvej drejer sig ikke om at komme 5-10 minutter hurtigere frem. Jeg arbejder målbevidst for en motorvej, fordi jeg ikke kan acceptere, at Sønderborg kobles af udviklingen og væksten i Danmark. Infrastruktur som en motorvej er et meget tungt konkurrenceparameter. Det gælder både i forhold til allerede etablerede virksomheder i området, såvel som i konkurrencen om at tiltrække investeringer udefra. FN spørger, om jeg allerede har lært, hvordan landsdelen skal udvikle sig. Jeg mener ikke, det er noget, man som sådan lærer. En fuldstændig facitliste på udvikling findes næppe. Så ville arbejdet være let. Vækst og regionaludvikling er noget, man har en holdning til, vision for og kommer med konkrete bud på. Infrastruktur er et af mange bud.