Iværksætteri er et bærende element i fornyelse af samfundet. Danmark hverken kan eller skal konkurrere med Kina og Indien på løn og arbejdsforhold – det bliver vi kun fattigere af. Derfor er iværksættere så bydende nødvendige for at finde bedre løsninger. I Danmark er vi i forvejen flittige til at iværksætte nye virksomheder, men vi skal blive bedre til at omsætte viden til forretning og skabe varig vækst og arbejdspladser. Derfor tager regeringen initiativ til at vækst-iværksættere får mulighed for skattelempelser i de første tre år efter virksomheden giver overskud. Jeg mener, vi skal gå videre. De første to år er nogen af de mest afgørende for en virksomhed. Lykkedes det at overleve og skabe vækst hertil, er overlevelsesmulighederne øget dramatisk herfra. Derfor bør vi øge de eksisterende vejledningsmuligheder til iværksættere til også at omfatte administrationsbyrden. Regeringen tager i forvejen initiativ til at mindske administrationsbyrden bl.a. ved at sikre, at der er én indgang til det offentlige, som i stadig videre omfang digitaliseres. Men det bærende element for iværksættere er ideen. Selv basalt regnskabsvæsen kan være dræbende for unge iværksættere. Derfor bør vi seriøst overveje, at samfundet påtager sig byrden af regnskabsvæsen i de første tre leveår, eller til virksomheden bæredygtigt giver overskud hvis det sker tidligere end det tredje år. Danmark er i forvejen et af de eneste lande i verden, hvor der er revisionspligt til små virksomheder. Vi er blandt tre i Europa. Regeringen vil derfor allerede i år fremsætte forslag om, at revisionspligten mindskes. Det vil også minimere den bistand iværksættere skulle have de første tre leveår. Det er i den sammenhæng naturligvis også nødvendigt at se på indberetningsbyrden til Danmarks Statistik og andre steder. Tidligere undersøgelser har vist, at for hver akademiker i arbejde følger fem arbejdspladser. Vi skal i Danmark derfor være bedre til at få højkvalificerede, herunder forskere, til at iværksætte. Det kan ske ved de selskaber, universiteter og sektorforskningen allerede i dag har mulighed for at etablere. Det kan ske ved at øge mulighederne i allerede eksisterende forskerparker. Regeringen vil fremsætte forslag om, at enhver på en videregående uddannelse tilbydes undervisning i iværksætteri og innovation. Dette sker i forlængelse af, at iværksætteri kommer på skemaet i folkeskolen. Når sektorforskningen gøres mere anvendelsesorienteret, vil det forhåbentlig også tilskynde forskere til iværksætteri. Vi skal også udbygge Business Angel-modellen. Erfaringen fra succesfulde erhvervsfolk er ubetalelig for nystartede. Derfor vil regeringen tage initiativ til en depotordning, som sikrer forsat skatteudskydelse, hvis en virksomhedsejer ved salg af virksomhed reinvesterer midlerne i en ny virksomhed. På den måde kan vi opbygge en bæredygtig iværksætterkultur i verdensklasse.