Nyt universitet

Mange har stillet spørgsmål ved nødvendigheden af et nyt universitet i Sønderborg. Svaret er, hvilken rolle ønsker vi, at Sønderjylland skal spille fremover? Jeg mener klart, at visionen må være, at vi får oprettet et universitet, som på udvalgte områder er bedst i Danmark og Verden. Et universitet som kan tiltrække danske såvel som udenlandske studerende. Det kræver en målrettet satsning. Se bare på universitetet i Ålborg. For få år siden var det småt med studerende, i dag markerer universitetet sig i verdenseliten, når det drejer sig om nanoteknologi. Men positiv udvikling kommer ikke af sig selv. Hvis investeringen skal bære frugt skal visionen bæres op af undervisningskræfter, virksomheder, politikere og ildsjæle i området. Danfoss har allerede spillet en rolle i forbindelse med investeringen, men der skal mere til. I en global konkurrence, kan vi ikke konkurrere med Kina på løn og dårligt arbejdsmiljø, hvis vi ønsker at bevare vores velfærdssamfund. Vi skal konkurrere på kvalitet, kreativitet og omstillingsevne, som kun kan komme af højkvalificeret arbejdskraft. Universitetet i Sønderborg er simpelthen en forudsætning for et erhvervsliv i vækst til gavn for os alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.