I JydskeVestkysten den 10/11 spurgte Steen Asmussen under overskriften “Nyt universitet \u2013 til hvad?”, hvorfor vi skal bruge så mange penge på det nye universitet, når medarbejdere fyres, linjer nedlægges og studerende ikke kommer. Svaret er, at vi er nødt til at tænke mere ud i fremtiden end det korte perspektiv. Vi skal overveje, hvilken rolle vi ønsker, ar Sønderjylland og Sønderborg skal spille fremover. Og her må visionen helt klart være, at vi får oprettet et universitet, som på udvalgte områder er bedst i Danmark og Verden. Et universitet som kan tiltrække danske såvel som udenlandske studerende. Det kræver en målrettet satsning. Se bare på universitetet i Ålborg, for få år siden var det småt med studerende i dag markerer universitetet sig i verdenseliten, når det drejer sig om nanoteknologi. Blot fordi der i disse år er mangel på studerende må vi ikke give op. Sønderborg området er et yderst attraktivt hvad enten det handler om billige boligmuligheder, job eller naturoplevelser. Det nye universitet er en fremtidsinvestering. Men Steen Asmussen stiller et relevant spørgsmål, for en positiv udvikling kommer ikke af sig selv. Hvis investeringen skal bære frugt skal visionen bæres op af undervisningskræfter, virksomheder, politikere og ildsjæle i området. Danfoss har allerede spillet en rolle i forbindelse med investeringen, men der skal mere til. Hvis vi skal have noget at leve af om 10 år, så er et højtkvalificeret rekrutteringsgrundlag for erhvervslivet en nødvendighed. I en global konkurrence, kan vi ikke konkurrere med Kina på løn og dårligt arbejdsmiljø, hvis vi ønsker at bevare vores velfærdssamfund. Vi skal konkurrere på kvalitet, kreativitet og omstillingsevne, som kun kan komme af højkvalificeret arbejdskraft. Vi kan ikke fastholde, udbygge og tiltrække et højkvalificeret rekrutteringsgrundlag for erhvervslivet ud af ingenting. Universitetet i Sønderborg er simpelthen en forudsætning for et sønderjysk erhvervsliv i vækst til gavn for os alle. Derfor er universitetet en satsning på fremtiden.