Kulturkampen lever!

Jeg overværede det amerikanske præsidentvalg på tæt hold i Washington. Det delte USA er tydelig for enhver. Det er lykkedes republikanerne at tage demokraternes gamle slogan om “It’s the economy, stupid” og vende den til “It’s the moral, stupid”. I 11 stater lykkedes det republikanerne både at få homo-vielser på stemmesedlen og vinde. Det er tankevækkende, når Europa-Parlamentet afviste at godkende Barosso-Kommissionen, netop fordi den foreslåede retskommissær Rocco Buttiglione havde et anstrengt forhold til homoseksuelle og kvinders rettigheder. Buttiglione har nu stiftet en kristen bevægelse til katolikker mod “krybende antikatolsk diktatur”. Buttigliones tese er grundlæggende forkert. Buttiglione blev ikke afvist, fordi han var kristen, men fordi han repræsenterede et autoritativt menneskesyn, som MEP’erne fandt, han ikke kunne skelne fra jobbet som retskommissær, hvor en af hans fornemmeste opgaver er at beskytte mindretal. For tilhængere af den sekulære stat er det bydende nødvendigt at deltage i debatten. Bush vandt kulturkampen, fordi demokraterne i for vid udstrækning overlod podiet til det kristne højre. I Europa er det ikke god latin at blande politik og religion sammen, men derfor skal vi turde tage værdidebatten i stedet for stiltiende at stemme de reaktionære kristne ned under gulvbrædderne. Diskussionen findes også i Danmark, hvor reaktionære kristne er imod fri abort, homovielser og kvindelige præster. Man skal grundlæggende spørge sig selv, hvad er det for et samfund, vi får, hvis de reaktionære får magt, som de har agt. Svaret er et samfund, hvor tolerance er noget, man skal kigge i vejviseren efter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *