Det er ren blokpolitik, når den socialdemokratiske gruppe med sit absolutte flertal i Gråsten byråd har besluttet, at Gråstens fremtid skal være enegang. Stædig, selvvalgt enegang som alt andet lige vil betyde, at Gråsten kommune mister indflydelse, ikke bare på udformningen af den nye sønderborg storkommune, men også i bredere forstand. Der er ingen tvivl om at samarbejde og politiske prioriteringer vil ske indenfor storkommunens grænser, ikke udenfor. Da slet ikke i den 7000 indbygger lille kommune, der som et forkælet barn har sat sig udenfor samarbejdet, men stadig forventer, at de andre rydder op efter ham og stadig deler slikposen og de positive goder. Den socialdemokratiske gruppe agiterer for at den såkaldte kattelem i strukturreformen anvendes i forbindelse med Gråsten kommune, således at der sikres et økonomisk og administrativt samarbejde med de øvrige kommuner. Men det er ikke en kattelem, som bliver resultatet, det er en kattepine! Og det er indbyggerne i Gråsten Kommune som bliver taberne. Det er meget let at ville skumme fløden, og ellers ikke bidrage yderligere. Men det er en problematisk og ufrugtbar tilgang til politik. Socialdemokratiet i Gråsten sætter kommunens 7000 indbyggere udenfor indflydelse, når de lader de øvrige 6 kommuner bygge det nye storkommune samarbejde og på ingen måde selv kan påvirke det, rammerne for beslutningerne eller prioriteringerne. Reelt set betyder det, at Gråstens 7000 indbyggere på et tidspunkt kan komme til at stå i den situation, at de bliver syvende hjul i et dynamisk samarbejde, som de ikke har været med til at udforme. Og som ethvert ekstra hjul så bliver placeringen sikkert på reservepladsen. I den vejledede folkeafstemning, som var omgæret af en vis uklarhed omkring de egentlige forudsætninger og anbefalinger for selvstændighed, støttede et mindre flertal, at man skulle arbejde videre med en selvstændig model. Nu må analyserne være nået et punkt, hvor det er blevet helt klart, at selvstændig enegang ikke er en fremtidsorienteret mulighed.