Tak for invitationen til at komme her til ……(fire taler) for at holde grundlovstale. Skyerne i dag hænger lavt og vejret er lidt trykkende, Men grundlovsdag er også den dag, hvor trykket gik af kongemagten i Danmark. Grundlovsdag kan vi fejre, at vi som borgere fik magten, at statens institutioner blev defineret og statens magt afgrænset. Derfor er dagen i dag en festdag. Den afgrænsede magt, institutionernes omfang og et borgernes Europa så jeg også gerne videreført til EU, hvor en forfatningstraktat netop nu diskuteres, så jeg håber, at jeg om et år på næste grundlovsdag kan se, at den demokratiske udvikling vi har oplevet i Danmark siden grundlovens indførsel også vil blive overført til EU med forfatningstraktatens vedtagelse. For mit vedkommende bliver Grundlovsdag i år ikke en afslappende dag, Europaparlamentsvalgkampen er i fuld gang, kalenderen er fuld og turen går bagefter videre til Edelgave Gods, Carlsminde og Dyreskuet i Roskilde. Som var det en løssluppen hest galopperer valgkampen af sted. Pressen – den følger desværre kun med i skildpaddetempo, så svært er det at vide, hvad valget rummer. Og valget truer. Om en uge skal danskerne atter til stemmeurnerne. Eller rettere sagt den halvdel af de stemmeberettigede der finder at det er ulejligheden værd at gå hen og stemme. Nu er det let at anklage det gode vejr, fodbold EM, den apolitiske ungdom og naturligvis medierne for den manglende interesse for Europaparlamentsvalget. Men som politiker bør man også standse op og spørge: Hvad er det vi har gjort galt. Hvordan kan det være at det internationale samarbejde, som har forenet vores splittede kontinent i fred og velstand i mere end en generation og som spiller en stadig større rolle i vores dagligdag, kan hidse os danskere så lidt op at knapt halvdelen af os gider at gå hen og stemme? Måske er det fordi at mange vi i Danmark stadig hænger fast i en for og imod diskussion, når det handler om EU. EU-systemet bliver ofte med rette beskyldt for at være bureaukratisk, ugennemskueligt og fjernt fra borgerne. Men hvorfor når chancen byder sig for at vælge repræsentanter til den eneste folkevalgte institution i EU, vælger halvdelen af danskerne sofaen. Hvorfor – fordi siger mange EU er fjernt væk! Men EU er jo ikke længere væk, end det nærmeste supermarked. Indholdet af tilsætningsstoffer i de madvarer vi lægger ned i vores indkøbsvogn, såvel som den måde de er blevet fremstillet på, har EU været med til at bestemme. Hvis man som borger vil have indflydelse på disse ting, er det i Europaparlamentet man skal søge den – ikke i folketinget. Vi har en klar interesse i at påvirke beslutningerne på et fælles europæisk niveau, for når vi kigger ned i indkøbskurven, så kan vi se, at mange af produkterne kommer fra andre EU lande og her gælder de høje europæiske regler og standarder også – hvis de vel og mærke er vedtaget i fællesskab. Men mange af de danske politikere – også mange af dem, der gerne vil stemmes til Bruxelles – virker ikke særligt interesseret i EU. EU er for deres vælgere en tabersag. ”Den bedste stemme du kan give Danmark.” hedder Nyrups valgslogan. Ikke noget om hvad han vil kæmpe for i parlamentet, hans mærkesager. Nej en stemme for Danmark. Men Europaparlamentet handler ikke om at forsvare danske mærkesager. Det har vi ministerrådet til. Europaparlamentet handler om at samarbejde hen over landegrænserne. For skillelinjerne i Europa i ikke går mellem de enkelte lande eller mellem øst og vest som i jerntæppets tid. Skillelinjen i Europa går mellem højre og venstre. Mellem liberale, konservative, socialister og nationalister. Jeg har som liberal mere tilfælles med mine venner i Venstres liberale søsterorganisationer i Spanien og Letland end jeg har det med en dansk socialdemokrat. Og derfor vil jeg hvis jeg bliver valgt tage del i den liberale gruppe i Parlamentet. Der er ingen tvivl om, at jeg ønsker at trække EU i en mere liberal retning. De liberale resultater taler allerede deres eget sprog. Men lad os gå videre. Takket være EU´s liberaliseringer koster det mig i dag mindre at flyve fra København til Madrid end det koster at flyve fra Kastrup til Karup. Og jeg kan ringe til Italien for det halve af hvad det kostede at ringe fra provinsen til min mormor i København for bare 15 år siden, da vi stadig havde KTAS, Jysk telefon, og monopol på teleydelser. Jeg er født ind i EU. Jeg er vokset op i et Danmark, som var medlem af EU og jeg ønsker ikke at ændre på dette forhold. For mig og for et meste af min generation virker det fuldstændig omsonst at vi fortsat diskuterer om vi vil være med i EU. For min generation er forpligtende internationalt samarbejde lige så naturligt og hverdagsagtigt som at bruge mobiltelefoner, internet og tage på udlandsrejser. Min generation lever i langt højere grad i verden præget af grænsenedbrydning. For mig er EU ikke en grå by langt væk kaldet Bryssel på modstanderdansk, hvor en masse reguleringsliderlige bureaukrater ihærdigt forsøger at tilegne sig kontrollen med mit liv. For mig er EU ikke noget gråt ansigtløst usynligt monster, der kun materialiserer sig i form af nyheder i medierne om at nu vil EU forringe arbejdsvilkårerne for danske lønmodtagere, krumme agurker, og nu vil EU tillade at man putter gift i vores mad og i vores drikkevand, nu vil EU give lov til at man ødelægger de danske skove og den danske natur. En slibrig og snigende størrelse, der betjener sig af direktiver og regulativer. Hvis noget lignende sker i Danmark så er det fordi politikerne i folketinget har besluttet det eller som ofte en fløj i det danske folketing. Men fra Bryssel kommer beslutninger uden at nogen har taget dem. Et nyt EU-direktiv siger…… og så starter miseren. Hvor mange gange er vi ikke stødt på den i medierne. Som en bekendt en gang sagde i spøg. Hvis I møder ham der EU -så skyd ham. For mig er EU ikke kun et nødvendigt onde, et væv af komplicerede frihandelsaftaler, som ganske vist har givet os enorme fordele i form af frihandel og åbne markeder, hvis snigende indflydelse man ellers skal slås for at holde fra livet. For mig og for mange i min generation er Europa en del af vores identitet. Ligesom jeg er dansker. Ligesom jeg er fra Lemvig så er jeg også europæer. Derfor ser jeg heller ikke den nye forfatningstraktat, som et spøgelse, eller som et nødvendigt onde, en kamel vi må sluge for fortsæt at være med i det økonomisk givtige samarbejde. Jeg ser den nye forfatning på samme måde som grundloven i Danmark. Ligesom grundloven i Danmark har dannet grundlag for vores demokrati og givet os politisk stabilitet og individuelle rettigheder som borgere, vil en EU-forfatning give den enkelte borger større andel i Europa. Grundloven er det dokument vores demokrati er bygget op på. Men demokratiet i Danmark blev ikke indført med et slag. Det tog over 60 år før kvinder fik stemmeret. Det vil også tage tid at opbygge demokratiet i Europa. Men forfatningstraktaten er et rigtigt og vigtigt skridt på vejen. Det er også grunden til at EU-modstanderne frygter traktaten så meget. Den giver nemlig redskaberne til borgerne for at skaffe sig mere indflydelse i EU. kke mindst mere magt til Europaparlamentet, som er den eneste institution i EU, hvortil vi som borgerne direkte kan vælge vores repræsentanter. Men en forfatning giver mere end konkret indflydelse. Akkurat som den danske grundlov giver en EU forfatning borgerne i Europa indfødsret i EU. Vi bliver til borgere i Europa. Europa er ikke længere bare statsmændenes, jakkesættenes og bureaukraternes. Det er borgernes. Og det er værd at huske, især på en dag som denne, hvor vi jo er samlet for at mindes, hvordan grundloven gjorde danskerne til borgere i Danmark. Nu kommer man jo let til at lyde som en lalleglad flommeeuropæer. Og til en vis grad må jeg erkende mig skyldig i anklagen. Når jeg i disse dage drager rundt i sommerlandet for at hive folk ud af sofaen kører jeg i en blå bus med gule stjerner på. Jo, jeg mener at det er til vores fordel at være medlem af EU. Men
det betyder ikke at jeg er blind for dets mangler. EU-modstanderne forsøger ofte at præsentere det som om de har patent på kampen mod svindel og korruption i EU-systemet. Men faktum er at kampen mod svindel er en mærkesag ikke bare for alle danske og skandinaviske politikere, men også for befolkningerne i EU. Særligt borgerne i de nye medlemslande, der har lidt under årtiers magtmisbrug og skrankepavevælde under kommunismen. De er ikke kommet ind i EU for igen at blive ofre for korruption og bureaukrati. Forskellen mellem tilhængerne og modstanderne er således ikke at modstanderne vil bekæmpe korruptionen med næb og klør, mens vi flommeeuropæere bare vil lade stå til og hæve vores diæter. Forskellen er at mens modstanderne vil bruge den svindel og fup, der vitterlig eksisterer i EU, til at skræmme danskerne fra vid og sans og ud gerne helt ud af EU, så ser vi på tilhængersiden svindel som et problem, der kan og skal løses. Men EU skal også reformes. EU blev grundlagt i den kolde krig. Men jerntæppet er faldet og østudvidelsen er i dag en realitet. Der foregår således en generationskamp i dag i EU. Mellem gårsdagens EU og morgendagens. En af de mest markante træk ved gårsdagens EU er landsbrugsstøtten. Opbygget på et tidspunkt, hvor der var fødevaremangel både i verden og i Europa. Tiden er for længst løbet fra landbrugsstøtten. Landbrugsstøtten er i dag både dyr, konkurrenceforvridende og planøkonomisk. Den hører fortidens EU til. Fremtidens EU bør derimod bygge på frihandel, forskning. Uddannelse og innovation. For skal Eu fremtidssikres ikke bare for min generation, men også for de næste må Eu slankes og forstærkes. Der må foretages en stor satning på fremtidens teknologier, især indenfor it-teknologi, nanoteknologi, forskning i livstruende sygdomme, bioteknologi og indenfor miljøområdet, hvor udviklingen af alternativ energi også sikkerhedspolitisk vil gøre os uafhængige af nogle af verdens brændpunkter. Som nogen af Jer måske ved har jeg i løbet af efteråret og op til dette valg forfattet en debat og kogebog sammen med en europaparlamentskandidat fra JuniBevægelsen. Heri har vi forsøgt at sætte retter og ansigter på Europa. Vi har taget en traditionel opskrift fra hvert af de 25 lande i EU og til sat Chili og Honning – vi har altså puttet chili og honning i den østriske mozartkage, i de estiske koteletter, den italienske pesto og den engelske plumkage. Tosset – tænker nogen måske, men smagen er udsøgt og intentionen er at symbolisere, at internationalt samarbejde giver et ekstra lille pift men ikke er noget som ødelægger den kulturelle mangfoldighed. EU er som en restaurant – der er flere ting på menukortet som jeg ikke bryder mig om, men det får mig jo ikke til at forlade restauranten. Nogle af de retter på menukortet som jeg ikke bryder mig om er kommissionen, arrogancen, bureaukratiet, svindlen harmoniseringerne og manglen på åbenhed. EU kommissionen som hovedret er lige så spiselig som de daggamle stykker smørrebrød, der blev serveret på DSBs monopolfærger. – Dog serveret af en arrogant fransk tjener… Måske endda til en fuldstændig horrible pris. Ja, der skal ryddes op i bureaukrati og svindel, men det bliver ikke af en blandet landhandel af EU modstandere. Derimod kan vi med vedtagelsen af en forfatningstraktat for EU være med til at rydde op i menukortet og skifte de uspiselige retter ud med en delikatesse af Europæisk samarbejde. Så lad os denne grundlovsdag, hvor vi værdsætter det danske demokrati, statsmagtens afgrænsning og vores rettigheder som borger give hinanden håndslag på, at det er noget vi også ønsker at overføre til EU og til det europæiske samarbejde og så sikre, at en kommende forfatningstraktat bliver vedtaget. Tak for i dag.
